Om at vente                                                                                                  4. søndag i advent 2004

Dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham,»er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.« De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte. Joh 1,19-28

Det er en gevaldig magtamp der foregår hvert år i adventstiden. Folk og kirke er oppe at slås. Og kirken har for længst tabt.

Folket vil holde fest. Der er trængsel og alarm. TV har i år 6 julekalendere.

Men hvis man kommer i kirke en søndag i december får man læst teksten  – Af en ganske anden art. I kirken har Advent altid – ligesom tiden op til påske – været en bods-og fastetid.

Men i løbet af de sidste to generationer har advents-tiden totalt skiftet karakter, fordi dansk jul er blevet vendt på hovedet. Før blev det jul, og SÅ festede man. Nu fester vi, INDTIL det bli’r jul.

Jeg boede i 25 år på Christianshavn med udsigt til et stort hotel, hvor der på facaden på 11. sal fra 1. december med rød flammeskift stod: God jul! Men når jeg vågnede julemorgen var det væk! Julen var forbi.

De gamle talte om beredelse. Før festen skulle man træne evnen til at tage imod. Man skulle så at sige gøre rent bord, så der var plads til det, der kom. De læste om at berede Herrens vej. Og man vidste godt hvad det var. For det var en gentagelse, ligesom alt af betydning er en gentagelse. Nu sker det igen!

VI taler om for-beredelse Det er et spørgsmål om at arrangere. Og arrangere sig. Det er os selv, der står for det hele. Vi er selv indholdet. Så vi har travlt.

Forskellen mellem forberedelse og begivenhed, mellem venten og ankomst, er udvisket. Forberedelsen er festen. Goddag Godot. Juledag er det hele overstået! Farvel Godot!

Jeg kan næppe være den eneste, der har stærkt behov for åndelig julehjælp.

Så det er godt at vi her – stik imod det normale –  er gået i kirke i dag.

Som jeg læser dagens tekster er de fulde af modsætninger, som svarer forbavsende nøje til modsætningerne mellem det, der er julens kristne indhold og så alt det ANDET, som julen OGSÅ er.

Først og fremmest er der det med Johannes. Johannes Døberen. Johannes skal bane vej for Jesus. Samtidig er de to på mange måder hinandens modsætninger. Johannes siger ligefrem, at han skal trække sig tilbage, blive mindre, for at Jesus kan fremstå som det, han er, den store, Kristus, der er det græske ord for Messias, den jødiske religions store Frelser.

Jesus er himmelsk, modsat Johannes, der er jordisk. Ganske vist giver vores viden om universet os problemer med begrebet ”det himmelske”. Men mon ikke han efterhånden ER afgået ved døden, ham den gamle mand med skægget, siddende på den hvide sky. ”Det himmelske” er blot et udtryk for alt det, der kommer til os fra en anden verden.

Johannes er en jordisk og jødisk profet, en råber, betyder ordet, det har ikke noget med spådom eller fremtid at gøre. “Det er her og nu”, råber råberen.  ”Øksen ligger ved træets fod… Det er lige før der bliver hugget til. Du må hellere tage dig sammen og vende om, Tag selv det første skridt”-

Ud i flodens rensende vand med dig, så døber han dig. Men du skal helt ned under vandet. For hver eneste plet på dig skal vaskes væk, før du kan tage imod det med Gud.

Johannes er en alvorsmand. Og afholdsmand, hvis man må tillade sig at gøre opmærksom på sådan noget, i en tid hvor våde julefrokoster er blevet vort folks væsentligste jule-beredelse.

Jesus og Johannes er på en og samme gang hinandens modsætninger og to sider af samme sag. De er faktisk kødelige fætre. Johannes er den kedelige, han forsager, Jesus er den festlige, han forvandler. Det første Jesus-barnet gjorde, da han var blevet voksen, var at han gjorde vand til vin.

Og mens Jesus efter sin dåb gik ud for at skænke vin og glæde, så fortsatte alvorsmanden Johannes med at vande den tørre jord: ”Når du har omvendt dig, skal du opføre dig derefter!  Den, der har to skjorter skal dele med den, der ingen har. I skal lade jer nøje med jeres løn og ikke mobbe eller undertrykke nogen! Og magtens folk skal opføre sig ret og rimeligt!” Råbte Johannes fra ørkenen.

Det er ord, der runger, både dengang og nu. De blev da også hans sidste ord.

For de nåede frem til magtens korridorer. Johannes’ banebrydende virksomhed viste sig at være halsløs gerning. Nogen forlangte hans hoved på et fad. Så slap de af med ham… og så blev der danset i regeringskontorerne!

Hvad er det for to holdninger, de to kødelige fætre repræsenterer?

Johannes er ordførende direktør i ”de go’e gerningers bank”. Omvend dig, og opfør dig ordentligt, så du har noget at sætte ind på din himmelske bankkonto.

Johannes er rig på lov og orden og moral og ret. Han har en go’, stor kapital at tære på! Og ikke mindst at møde frem med ved det, der med et billede fra gamle dage kunne kaldes det store torskegilde.

Når han opfordrer til at blive døbt, er det fordi jøden Johannes opfatter dåben som en offentliggørelse af,, at den døbte selv har taget skeen i den anden hånd og NU vil opføre sig det vi kalder ordentligt.

Den dåb som vi i Jesu navn udfører, den er af en ganske anden art. Det siger sig selv, når det er ganske små, såkaldt uskyldige børn, vi døber. Kristen dåb er en offentliggørelse af, at Guds totalt gratis kærligheds-gave også gives til det pågældende barn.

Jordiske Johannes sagde: Omvend dig. Himmelske Jesus siger: Nej, det er OMVENDT, eller rettere: Det ER fuldbragt. Jeg HAR ordnet regnskabet.

Du skal hverken interessere dig for kredit- eller debet-siden. Med kreativ bogføring har jeg manipuleret med dit livs regnskab. Det ER i balance. DU er i balance.

DERFOR kan og skal du opføre dig ordentligt. Ikke FOR AT opnå Guds kærlighed, men fordi du HAR MØDT Hans kærlighed og derfor ikke kan lade være med at gøre kærlighedens gerninger. Du har en sprængfuld konto at trække på. Tøm kontoen!

Glem alt det med selvudvikling. Du ER dig selv. Og det du er, det er i sig selv nok. For jeg er i dig og du i mig, siger Kristus. Ventetiden er slut. Det er advent. Jeg er lige om hjørnet.

Julehistorien er det mest himmelske, man kan forstille sig. Det er totalt utænkeligt, at den skulle være opfundet i denne verden. Det er den ultimative fortælling af en anden verden om, at det himmelske er kommet til jord.

Men den folkelige, mediebårne, lige-for-lige modtagelse af historien står i skærende kontrast til julens kristne indhold.

Vores holdning er repræsenteret af en overvægtig herre i rødt tøj. Den med, at det kun er søde børn, der får jule-gaver, det er julemandens forbandede opfindelse. Skrot HAM og alt hans væsen. Send ham tilbage til Coca-cola og stormagasinerne. Han hører ikke med i det kristne jule-billede, han er julens vræng- og vrang-billede.

Det er et af vor kulturs store mysterier, hvordan den fest, der handler om, at Gud kommer til os som en gave, ganske ufortjent og uden at vi kan gøre os fortjent til den, hvordan den fest er blevet til en folkefest med en tyk, skægget mand med en rød hue i centrum, der spø’r os, om vi nu har været søde og rare, så vi har FORTJENT at få en julegave.

At tage imod julens gave er at påtage sig en livs-opgave. At tro er at VÆRE tro.

At leve sit liv i lyset af Gud – med bo-deling, ret og billighed i vores omgang med hinanden og omsorgen for den fattige – alt det er troens frugter – det er julens gaver.

Når du nu snart igen hører historien, så skal du huske, at kvinder og hyrder i datidens samfund var under-værdige og u-troværdige mennesker. Ingen hyrde og ingen kvinde kunne vidne i retten. Hyrder måtte ikke ha’ fast ejendom, og de var konstant under mistanke for at stjæle, med god grund, for øvrigt. For de var underbetalte og blandt de fattigste i samfundet. Deres eneste mulighed VAR at tage fra de rige. Der er langt fra dansk hygge-julestald til virkelighedens hårde hyrde-slid.

Og når dertil kommer de såkaldt ’hellige tre konger’, der egentlig er nogle problematiske nyreligiøse, troldkarle af fremmed etnisk herkomst med deres ud fra jødisk tankegang teologisk ukorrekte begrundelse for at gå efter en stjerne.. så må man konstatere, at jule-historien umuligt kan være tilrettelagt af et reklame-bureau. Gud ske tak og lov for det!

Det var hyrder, kvinder og fremmede, der som de første i verden, fik julens gave.  De havde nemlig IKKE gjort sig fortjent til det! Det er det, der er pointen og det vidunderlige ved den historie. Det er deraf du kan vide, at også DU er inviteret!

Jul er en omvendt Robinson. Jul er Anti-vild-med-dans, jul går helt bevist bag af dansen.

I underholdnings-industriens og konkurrence-samfundets umenneskelige helvede stemmer vi hinanden hjem, så du må sejle din egen sø, og derfor kommer ud at svømme. I julens himmelske paradis er der derimod plads til hver og én og én til…..

Det er derfor det er en god ide netop i julen at være sammen. Og det er lisså meget derfor det er frygteligt, netop i julen, IKKE at ha’ nogen at være sammen med.

Een ting mere, når nu vi i Johannes’ lys før-læser julehistorien.

Verdens første møde med Guds-sønnen var et møde med et barn. Ham, som Johannes kalder den største, han er den mindste. Gud har lagt alt i et barns hånd! I julen er barnet på alle måder i centrum. Johannes’ prædiken hjælper os til at se Jesus-barnet uden vores julefests børne-glimmer og barndoms-føleri.

For sandheden er jo, at det er fuldstændig jordrystende, at Guds udsending møder os som et barn.

For at Gud kunne få os i tale, måtte han lægge sin kærligheds frugt i vore beskidte hænder og gøre sig selv afhængig af moder-mælk og fader-varme….

Fuldstændig sårbar og magtesløs, som al kærlighed er det, ligger Jesus dér i høet. Barnet i Betlehem er den mest sårbare magt, man kan forestille sig.

Også på den måde adskiller julens historie sig fra tidens yndlingshistorier. Jul er tabernes fest, festen for dem, som er blevet syemt hjem fra konkurrencen.

Jul er en mod-historie, der giver mod til alle os mod-løse.

Nu tør vi se virkeligheden i øjnene. I et favntag mødes Himmel og jord. Guds befriende latter lyder igen over det besatte Betlehem …  ”Hvad siger I så!?   

Er han ikke dejlig, ham min Søn!”

Gud blev et menneske, Jesus ved navn, for at vi skal kunne leve, hinanden til gavn. Vi er hinandens MED-mennesker og ikke hinandens MOD-mennesker.

Julen viser os et billede af herlighed og glans, men det er langt fra noget glansbillede. Julen lugter af hyrdesved, æselpis og babygylp.

Livets mening har ble på! Men igennem stanken trænger en duft af guld, røgelse og myrrha skær!

Det er kærlighedens ultimative billede, at Gud bliver et barn.

VORES billede forestiller besættelsens og kampens jord, – det er smerteligt at tænke på, at Betlehem også i år er en besat og belejret by  –

Men Gud forestiller sig i virkeligheden en verden med et legende barn ved ondskabens hule. Et korsfæstet, men genopstandent legebarn. En tom dødshule.

Guds kærlighed til os – den skal ta’s alvorligt og ikke kun gøres til baggrundsmusik for et årligt nostalgi-trip. Godt nok er julen udtryk for, at han har åbnet den dér himmelske konto., men forståeligt nok er han mere end ivrig efter at pengene bli’r brugt rigtigt. Brug dem nu fornuftigt, er det ikke sådan vi siger til vores store børnebørn, når de har åbnet konvolutten med checken?

Og når du nu om 4-5 dage – forhåbentlig i fred og ro – kan studere julens billede, så læg også mærke til Maria. Hun er central i billedet, som hun sidder dér med barnet ved brystet. Men hun ser lidt til siden… hun tænker sit.

Hun ved, at kærlighed koster. Hun ved, at det er tungt at være alle tiders jord-mor!  At bære det barn, der skal bære al verdens synd, det kræver mere end eet moderhjerte. I Marias hjerte er derfor alle mødres hjerter samlede.

Alle de tårer, som alle verdens mødre har grædt siden skabelsen, de sidder i hendes øjenkrog. Hun ved forud, hvad Guds kærligheds barn vil blive udsat for. Hun ved, at krybbe og kors laves af det samme træ.

Men se, hun smiler! For barnet smiler…!!  Det nye liv ler! Mørket KAN ikke få magten på julens jord. Mørket HAR ingen magt på den jord, som Gud elsker og hvor Guds velbehag er i mennesket.

Det er ord til den, der synes at være ved at miste livet. Det er ord til dig, som har mistet troen på retfærdigheden, og til dig, som har mistet livs-modet.

Det er ord til dig, som har mistet tilliden til livet og dermed tilliden til dig selv.

Og til dig, som mistede livets mening, fordi du mistede den, som GAV livet mening!

Til alle, der har mistet, og derfor ikke har noget at komme med, er der godt nyt. Hans rige er for DIG! Og TIL dig! Og det er REN gave. Måtte du kunne tage imod gaven. Og må Gud velsigne dig i dit livs op-gave!

Solopgangen fra det høje                                                                           3. søndag i advent 2006

Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Luk 1,67-80

Det er hårdt, i en ørken. Alt er flygtigt. En storm, og vejen er borte med blæsten. Og så er det ikke til at se, hvor man er. Rabatten er blød, i alle henseender.

Man kommer ikke ud af stedet. Ørkenen er en tilstand af stilstand. Ørkenen er et sted uden liv og vækst. Ørkenen er et skumringsland, livet er fuld af gråzoner.

Det er DER Profeten Johannes råber op! … profet betyder “en råber”, det har ikke noget med spådom eller fremtid at gøre…….  “Det er her og nu”, råber råberen.  ”Øksen ligger ved træets fod… Det er lige før der bliver hugget til. Du må hellere vende om….”

Tag selv det første skridt, siger Døberen Johannes, mens han står i vand til knæene. Når du så er gået ud i flodens rensende vand, så døber han dig.

Helt ned under vandet. For hver eneste plet på dig skal vaskes væk.

Du bliver nødt til at være uplettet, for Solopgangen fra det høje er ved at nå det lave. Det er besøgelsestid.

Johannes er en alvorsmand. Og afholdsmand, hvis man må tillade sig at gøre opmærksom på sådan noget, i en tid hvor våde julefrokoster er blevet vort folks væsentligste juleforberedelse. Jul og sul er på en mærkelig måde her i det nordiske i familie med hinanden.

Også Johannes og Jesus er i familie. Selv om det vil vise sig om lidt, at de to på mange måder er hinandens modsætninger. De mødes første gang som fostre i deres mødres liv. Lukas angiver tydeligt, at Johannes er undfanget seks måneder før Jesus. Derfor fejrer vi døberen Sankt Hans, Johannes’ fødselsdag, seks måneder før Jesu fødselsdag. Johannes hopper af glæde ved mødet med sin kødelige fætter.

Som voksen er Johannes den kedelige, han forsager, Jesus er den festlige, han forvandler. Det første Jesus-barnet gjorde, da han var blevet voksen, var at han gjorde vand til vin.

Fætter Johannes’ rette element er derimod vand. Men de to fætre er to sider af samme sag. Livets sag består af såvel vand som vin. Derfor gik Jesus også i vandet og blev døbt af Johannes, for senere at gå PÅ vandet. Guds Søn blev menneske-søn i dåbens vand, mens vi i vores dåb bli’r gudebørn. Solopgangen fra det Høje ER landet. Konturerne er begyndt at træde frem af Freds-riget.

Og mens Jesus gik ud for at skænke vin og glæde, så fortsatte alvorsmanden Johannes med at vande den tørre jord: ”Når du har omvendt dig, skal du opføre dig derefter!  Den, der har to skjorter skal dele med den, der ingen har. I skal lade jer nøje med jeres løn og ikke mobbe eller undertrykke nogen! Og magtens folk skal opføre sig ret og rimeligt!” Råbte Johannes fra ørkenen.

Men de ord blev hans sidste ord. For de nåede frem til magtens slot. Johannes’ banebrydende virksomhed viste sig at være halsløs gerning.

Nogen forlangte hans hoved på et fad. Øksen LÅ klar. Nu hjælper ingen kære mor. Og far Zacharias’ lovsang er forstummet. Johannes blev sat på plads og i fængsel. Og det er dér vi møder ham når vi nu skal rejse os og høre evangeliet efter 1. tekstrække til 3. adventssøndag, som det står hos evangelisten Mattæus:                     

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.« Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹ « Matt 11,2-10

Er du den som kommer eller skal vi vente en anden? At leve er at vente.

Som barn ventede jeg på at blive stor. Så ventede jeg på at blive færdig med uddannelsen, og da jeg var blevet færdig, ventede jeg på at få et job. Og så på at få et bedre job. For til sidst at vente på at gå på pension, for til allersidst at vente på en plads på plejehjemmet. Vi venter! Nutid bli’r til ventetid. Og mens vi venter, går livet.

Vi ved ikke, hvem vi venter på. Eller hvorfor vi venter. Vi venter på Godot . Skal vi vente en anden?

I ventetiden gælder det om at være opmærksom på tegnene i tiden. Selv om der måske hele tiden er tegn på, at Godot er ved at komme, så nytter det ikke, hvis ikke du ved, hvad tegnene betyder! Det skulle jo nødig ske, at du ikke opdager, at han er kommet.

Det fængsel, vi sidder i, det kan da ihvertfald ikke være det, vi har ventet, vel?

Tog jeg fejl, jeg Johannes? VAR det Verdens frelser, jeg banede vej for.

For så ville han vel ikke ha’ tilladt, at jeg sidder her. I mørke og dødens skygge! Profeten Johannes blev, til klagesangeren Johannes. Hans tro blev til tvivl.

Og hans tvivl er på vej til at blive hans livs fortvivlelse.

Åh, hvor jeg kender det! Johannes og jeg, vi kender skam hinanden. Vi kender begge tvivlen. Jeg kender til at gå il i fortvivlelse. Og dog….

Tvvivl er ikke nødvendigvis altid et onde. Det KAN være nødvendigt at tvivle. Og at forholde sig kritisk og analyserende, spørgende og afventende.  Men når den rette tvivl bliver til tvivl-rådighed om det rette og slet og ret for-tvivlelse,

så kan selv troen blive til et fængsel. Og der sidder vi så, Johannes og jeg!

Det hænder, at vi mister modet og bliver mis-modige, Johannes og jeg. Hvad mig angår, er der ikke noget at prale med, men Johannes, han havde da en fortid, han kunne se tilbage på med stolthed. Han havde været en modig mand! Det var de groveste ting, han havde sagt. Det var ikke så mærkeligt, at de var blevet nødt til at lukke munden på ham.

Hans tro på det, han sagde, og hans tro på den, han sagde det om, den tro HAVDE været stor. Han HAVDE omvendt sig. Han HAVDE leveret omvendelsens frugter. Men de kunne ikke holde. De rådnede. Nu havde han mistet modet.

Jeg kender det! Johannes og jeg, vi kender hinanden! Livet kan rådne op indefra. Mismodets mørke vinter lader sig ikke skræmme af nok så megen julestads og juleknas. De snakker så meget om at tænde lys i mørket i denne tid. Når man sidder i et mørkt fængsel er det selvfølgelig det, man længes efter. Fordi man kan huske, at der KAN være lyst. Men det kan også blive FOR lyst. Lyset afslører. Og der er mer’ end meget i mit liv jeg helst ser fortsat indhyllet i mørket. Det er én ting.

Men mørket er også begyndelsen på det nye liv. I moders liv er der mørke. Mørke er nyskabelsens sted. Mørke er der, hvor vi går i hi, for at samle kræfter til forårets frembrud og gennembrud. Det er derfor, at vi må håbe, at det snart bliver rigtig vinter, for ellers gå livets cyklus i stå. Mørket er som den livgivende pause. Mørket er kontrasten, uden hvilken også lyset ville være mørke.

I begyndelsen var mørket. Mørket er i os. Solopgangen fra det høje kommer til mørket. Snakken om det ædle, gode menneske, der blot bli’r ødelagt af ydre omstændigheder er netop kun snak!

Det er snart kun i kristentroen, at vi fastholder, at vi bærer på mørke-gener. Mennesket er en synder, siger vi,  Vi ER gået galt i byen. Og at det er en gammel historie…..

Vi troede ligefrem engang, at vi havde magten. Man kaldte det ligefrem oplysningstiden. NU skulle vi bare se! Og meget godt fik vi da også øje på. Ingen drømmer vel om at vende tilbage til det, som – for øvrigt nok med et fordrejet udtryk – kaldes den mørke middelalder. Men vi fik måske mere at se, end godt er. For vi over-så livets grænser, og troede at VI beherskede livet.

Men mørket har magt. Og vi magter det ikke. Livet er blevet så kompliceret,

at vi mister overblikket.   stedet er vi grebet af mismod. Mismod og afmagt er endnu et fætter-par.

Og her sidder vi så, Johannes og mig.

Johannes havde haft tillid til, at det han sagde og gjorde, var det rette.

Hans tillid til Gud og til sig selv havde været drivkraften i hans bane-brydende indsats. Men når man er i fængsel, bliver tillid meget let til mis-tillid.

Jeg kender det godt, Johannes, selv om jeg kun har været i Vestre på besøg.

For det er lissådan udenfor murene. Det synes næsten, som mis-tillid er det eneste virksomme princip i verden.

Det er derfor også JEG spø’r dig, Jesus: Er det sådan, at jeg har taget fejl?

Er du alligevel ikke den, som kommer, er du alligevel ikke den nye banes mand, og skal vi derfor vente en anden?  Svar udbedes. Og det haster, for ellers ruller der hoveder!

Vi ved ikke, hvordan Johannes reagerede, men hvis han modtog disciplenes besked med en hovedrysten, så forstår jeg ham godt. Jesu besked var nemlig gamle og kendte og i høj grad også slidte ord. Det med at blinde, lamme, spedalske og døve bliver raske, og døde bliver levende, det vidste Johannes godt var tegnene på Guds rige. MON han ikke havde hørt det før…? Og MON han ikke i virkeligheden så noget ganske andet!!!??? Nå ja, et par eksempler på Guds indgriben gik godt nok raske og lyslevende rundt imellem folk, men de var, for at sige det mildt, undtagelser.

Hvorfor tabe hovedet af den grund? Hvad hjælper gamle ord og løfter…  Ord er ord. Virkeligheden er virkelig.

Det eneste der sådan ca. er sket siden Jesus kom til jord er, at kørestole har fået motor, at høreapparater har været en af de senere års største erhvervs-succes i Danmark. Blinde har stadig behov for førerhunde, og ude på kirkegården ligger vore kære, og der er plads sat af til mig!  Hvor vover I, disciple, at komme og påstå noget andet over for folk, der sidder i fængsel. Det er der i hvert fald ikke nogen befrielse i! Mismod fjernes ikke ved nok så guddommeligt over-mod!

Nu er det sådan, at i det som Jesus sender Johannes-disciplene af sted for at sige, dér er der, ud over de kendte beskrivelser af Guds-riget, noget, som aldrig har været sagt før. Esajas, for det er ham, Jesus indirekte citerer.

Esajas siger ikke noget om, at evangeliet forkyndes for fattige. DET er en nyhed. Ja, det er NYHEDEN! Det er det i så høj grad, at det er kernen i hele historien, og derfor denne dags glædelige meddelelse.

Jøderne både ventede en himmelsk befrier, en Messias. De havde nærmest kontrakt på ham. Når Frelseren kom, så skulle han i eet hug klare både at smide besættelsesmagten på porten og at åbne porten til Guds evige, himmelske fredsrige her på jord. Til gengæld skulle mennesket holde sin egen sti ren. Det var som spindoktor og aktør i det scenarium, at Johannes optrådte.

Johannes var en rigtig jødisk profet. Den lovede himmelske herlighed er nemlig kun for folk, der enten har arvet det hele eller selv har gjort sig fortjent til det. Sådan ER kapitalismen….

Personligt er jeg mere til lottokuponer, skjorter i skabet, Peugot og pung…. og mærk engang hvor den er tung…Den slags rige, VI rige, skal nok klare os, vi har loven og moralen og bankrådgiveren at holde os til. Vi opfører os pænt og nydeligt, som regel da og i hvert fald på overfladen. Vi svarer enhver sit.

Johannes var ordførende direktør i  ”de go’e gerningers bank”. Omvend dig, og opfør dig ordentligt, så du har noget at sætte ind på din konto.

Sådan siger loven og profeterne. Johannes er rig på lov og orden og moral og ret. Som alvorsmand og afholdsmand har han en go’, stor kapital at tære på!

Der er mange måder at være rig på.

Men rigdom af enhver art giver høreskade. En rig kan ikke høre ord, der er sagt til fattige! For tak ER kun et fattigt ord. Og det er alt, hvad der skal siges og gøres! Lige nu og her i dag.

Johannes sagde: Omvend dig. Jesus siger: Det er omvendt, det ER omvendt, eller rettere: Det ER fuldbragt. Jeg HAR ordnet regnskabet. Du skal hverken interessere dig for kredit- eller debet-siden. Regnskabet ER i balance. Glem alt det med selvudvikling. Du ER dig selv. Og det du er, det er i sig selv nok. For jeg er i dig og du i mig. Ventetiden er slut. DET er budskabet til de fattige.

Det er ord til den, der oplever at være ved at miste livet.  Det er ord til dig, som har mistet troen på retfærdigheden, og til dig, som har mistet livs-modet.

Det er ord til dig, som har mistet tilliden til livet og dermed tilliden til dig selv. For slet ikke at tale om dig, som har mistet livets mening, fordi du troede, du HAVDE opnået det alt sammen, men nu har opdaget, at du lever i tomhed.

Du som mistede livets mening, fordi du mistede den, som GAV livet mening!

Til alle, der har mistet, og derfor ikke har noget at komme med, til alle jordens fattige, er der godt nyt. For det er til DIG, at Han, som kommer, kommer med godt nyt! Hans rige er for DIG! Og TIL dig! Det er REN gave.

Guds kærlighed åbner lukkede døre.                                  1. søndag efter påske 2017

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Joh 20,19-3

De gik i baglås. Ind bag lukkede døre.  Alt håb er ude, for han ligger død inde bag den store sten. Ganske vist havde nogle af kvinderne tidligere på dagen påstået, at graven var tom. En af dem havde ligefrem påstået, at hun havde talt med Ham. . men kvinder kan man ikke regne med. De snakker så meget… og ser så meget anderledes på tingene…. Og så kan de for øvrigt ikke være vidner i en retssag. Dengang altså.                                                                                                    Det kan ikke være anderledes. Han er død! Alt er gået i sort. Og fremtiden ser sort ud. Nu skulle de tilbage til provinsen, udkannts-Palæstina. Tilbage til kone og børn. Og naboerne. Hvad ville de ikke sige! Det bli’r ikke nemt at skulle forklare dem, at det hele havde været en misforståelse. De havde taget fejl!                                                                                                                         For 9 dage siden, på den lange fredag, da blev alt liv til død. Da rullede de stenen for graven. Og forseglede den med skuffelsens asfalt. Af himlen er du kommet… på jorden var du en kort tid… men i jorden skal du åbenbart blive. Det holdt altså ikke, alle ordene og tegnene om nyt liv og Guds rige midt iblandt os. Kom lad os grave os ned. Kom lad os lukke døren efter os. Der er ikke mere at tro på. Eller håbe på. Skuffelsen over fortiden, frygten for fremtiden, angsten for alt det usikre….  det er ikke til at bære.                                                                                                           Så er det bedre at lukke døren bag sig… og bygge beskyttende mure… det gi’r dog en vis form for sikkerhed. Bag sikre mure og lukkede døre kan man holde angsten ud, og holde fjenden ude, så livet dog bli’r til at holde ud. Og så er det godt at de andre også er her… bare man har meningsfæller, andre med-tabere…..  jo mere vi er sammen….  Sådan sagde de første disciple….. Og sådan siger og gør mangen en af os, når vores personlige liv går i stykker. Så gemmer vi os…  både i direkte og i overført betydning, for så tror vi, at vi er i sikkerhed…  Men det ER et gravkammer. Og døren til livet er gået i baglås Graven, både den rigtige jord-grav og den sindets grav vi talte om, en sådan grav er et u-troligt sted. Den er uden tro, for dér er alt håb ude… det er tvivlens sted. Men først og fremmest er den et for-tvivlet sted. Stedet for den for-tvivlelse, der er frugten af manglende tro. Derfor er det også et sted for de skuffede og tvivlende disciple dengang og os magtesløse og fortvivlede ditto i dag.

Men pludselig står han der og siger: Fred være med jer!  Asfalten for graven slår revner, sådan som vi ser det her ved forårs-tide. Selv den mindste lille erantis kan få asfalten til at krakelere og åbne sig. Håbet bryder igennem….  Ikke som et alment ideal og ukonkret ønske, men som en konkret virkelighed. Som en person!

Håbet har fået navn. Håbet hedder Jesus Kristus. Han bryder ud. Og får os til at bryde op. Han gør opstand.

Hans opstandelse er banebrydende. Han baner sig vej ud af graven og ind til os. Han går igennem den dør, som du i din fortvivlelse har lukket godt og grundigt efter dig. Og han baner vej ud i det fri for dig. Han gør dig fri.

I den forstand er Jesu opstandelse ikke enestående, men den er den første af en verden af opstandelser, når du og jeg hver dag og på den yderste dag skal bryde op og bryde ud af død, forrådnelse og glemsel. Og den nye, store gen-skabelse ta’r fat.

Opstandelsens virkninger er i verden. Man siger, at hvor der er liv er der håb.

Vi ved, det er løgn, for hvor ofte har vi ikke set, at også livet kan dø. Ja, det er livets vilkår.Men Påskens, ord lyder: Hvor der er HÅB, er der LIV. Og håbet hedder Jesus Kristus.

NU er håbet ude… ude i det fri. Eller rettere: Håbet er inde i dig. Kristus er i dig. I to er to alen af samme stykke. Kærlighedens stykke. Og hvad Gud har sammenføjet kan selv et menneske ikke adskille. Heller ikke du kan, hverken din indelukkethed eller din egen for-tvivlelse.

Det kan godt være, at du har tabt vejret. Enhver Lang Fredag, af hvilken art den end er, kan få enhver til at tabe pusten. Lidelse giver åndenød. Men vejret har slået om! Den står på Pinse: Modtag Helligånden, sagde den gennembrydende opstandne til dem. Og til os!

Han brød gennem forsvarsmuren og ind til de ånds- og handslingslammede disciple på den første kristne søndag i Jerusalem, ligesom han gør det denne søndag i Annisse.

Ånden er på vej, NU, hvor Kristus er midt iblandt os vender livet tilbage til vore trætte menneskekroppe.

Når du så har fået vejret, og er blevet dit nye selv, du Guds elskede, nu hvor du og Kristus har fundet sammen i samme lave person, så ser verden anderledes ud. Så er verden blevet fri.

Og du er blevet fri, for kærligheden har sat dig fri.

Det er kærligheden, der bevæger verden. Du er, fordi dine forældres kærlighed var. Dagen i dag er, fordi kærligheden driver den. Og hvilken bevægelse!

”Ræk din finger frem… her er mine hullede hænder… ræk din hånd frem og stik den i min side…”  Kærligheden rækker altid hånden frem. Kærligheden kommer altid i møde. De elskende får altid mulighed for at mødes.

I berøring og omfavnelse. Det er den nær-kontakt, som skaber bevægelse og begejstring. Be-åndelse.   

Selv om det måske kunne høres sådan, så tror jeg altså ikke der i Jesu ord til Thomas er nogen bebrejdelse… de andre, de tror uden at se, men du, du er vel nok den vantro Thomas… Fy-fy skamme sig… stil dig bagest i køen….

Nej, tværtimod kan man sige, at Thomas – og dermed du og jeg – er genstand for Jesu særlige og kærlige omsorg, lissom når forældre ikke ka’ la’ vær’ med at tage sig kærligt af den af børneflokken, som volder problemer. Den opstandne kommer så at sige igen, for at samle os op… vi som så ofte ikke er der, når det gælder. Men Jesus henter altså Thomas og os ugen efter!

Man må for øvrigt sige, at Thomas siden gjorde sit. Traditionen vil, at det var Thomas der bragte kristentroen til Indien.. De Thomas-kristne i Indien er en af verdens ældste kirker.

For resten: Den kristne kirke har nogen interessante grund- og gudfædre, må man sige: Den Indiske Kirkes grundlægger var altså ham vi kalder den vantro Thomas, den katolske kirkes grundlægger var den fornægtende Peter! Vores lutherske kirke stammer fra den 500-årige Martin, som kloge hoveder siger var noget blakker i sine udgydelser.  For slet ikke at tale om forræderen Judas, som en del af discipel-flikken!

Alligevel er troen i verden, og Jesu Kristi kirke med. Det siger noget om Guds grundlæggende kærlighed! Men Guds kærlighed til denne jord og dens skabninger sled så stærkt på Gud selv, at han gik i stykker på det. Kærlighedens slid og slæb er en opgave, der kræver krop. Derfor måtte Gud selv komme til stede.

Kærlighed drejer sig nemlig ikke om, hvad du føler. Den drejer sig om din næste. Og den drejer DIG om mod din næste. Omvender dig. Vender dig om fra dig selv til den anden. Fra dit eget til noget andet. Det er også derfor, kærligheden kan være farlig. For i kærligheden ligger afhængigheden… og den deraf følgende angst for at miste.

Tvivl og fortvivlelse findes kun der, hvor der er tro. Troen er forudsætningen for tvivlen. Thomas var for-tvivlet, fordi han kendte til troen… da han gik sammen med Jesus på vejen,

DA troede han. Men nu…   Hvis ikke…. så tror jeg det ikke! Tro og tvivl er samme sag. Thomas rummer begge dele. Hans tilnavn, Didymos, betyder for øvrigt tvilling. Altså: Tro og tvivl er tvillinger.

Dagens historie er ikke fortalt for at gi’ os medhold i, at det nok alligevel er bedst at tvivle.. indtil der er ført bevis. At Jesus altså går ind for tro ved berøring!

Nej, tro er stadig tillid, overbevisning om ting, man ikke ser. Og altså heller ikke kan berøre sig til og dermed det vi kalder bevise. Tro er heller ikke noget man har, som, en privatsag til indvortes brug eller måske for at have noget at gøre sig til af.

Tro er noget man ER.

Dagens evangelium, den glædelige meddelelse til os, er en historie om en imødekommende, kærlig Gud. En historie om en spillevende kærlighed, der går igennem ild og vand for at nå dig. En bevægende kærlighed, der ikke lider af berøringsangst. En guddommelig kærlighed, der er stærkere end døden.

Der findes kun én vej ud af fortvivlelsens lukkede rum, og det er kærlighedens indbrud,

Kun den kan få de indespærrede ud. INTET kan modstå den opstandnes kærlighed.

Ingen af de indespærrede kan ved sin opførsel få kærligheden til at holde sig væk. INGEN smerte er så stor, at kærligheden ikke vil tage den på sig og tage del i den.  DET er det glædelige Påske-budskab.    

Fred være med dig! Og se så ellers at komme af sted….. Du BEHØVER ikke at ta’ helt til Indien…. Det er nok, at du vender dig mod din næste henne om hjørnet. God fornøjelse.

Kristentro – een fortælling                                                            9. søndag efter Trinitatis  2017

Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.   Lukas 16, 1-9

Hvis du vil vide, hvad kristendom er, så har du lige før hørt en af de bedste historier til forståelse af det. Ganske vist kan man blive helt skæv af at høre den, men i al sin skævhed er den lige til.

Når vi IKKE umiddelbart finder historien lige til, så hænger det vel sammen med at vi ikke bryder os om, at Jesus fortæller en historie med en så u-moralsk pointe. Religion og moral hænger vel sammen. Sådan lyder det i hvert fald normalt på religionsmarkedet: ”Du skal opføre dig ordentligt, hvis du vil i Himlen…” hvad DET så ellers vil sige, både det at opføre sig ordentligt og det med Himlen… Religion og moral er tvillinger, plejer vi at mene, og kristendommens indhold er lig med De ti Bud.

Men dagens Jesus-historie siger noget andet.

Den siger at Jesu budskab er uden for moral. Ikke uden moral, men uden for moral. Det er et budskab af en anden verden. Og indholdet er hamrende uretfærdigt.       

Din moral og gode opførsel fører ingen steder hen, alene Jesu budskab fører til Himlen. Din rette færd fører ingen steder hen, alene Jesu budskab fører til Himlen. Din selvoptagne forventning om rimelig og retfærdig behandling fører ingen steder hen, alene Jesu budskab fører til himlen.

”Det går dig efter fortjeneste. Dine gerninger når dig til sidste. Du er din egen lykkes smed.” Det er, hvad dagens prædikanter normalt fortæller os. Derfor blir vi nødt til at få renset ørerne for alle mislyde, før vi kan høre den evangeliske tale.

Dagens historie handler om forholdet mellem Gud og os. Og historien skildrer to grundlæggende forhold.

Det første er, at Gud ejer det hele. Det bliver vi nødt til at finde os i. Men da det, han ejer, er temmelig omfattende, så har han folk til at ta’ sig af det. Han har godsforvaltere. Os.

Det er det vi mener, når vi siger, at Gud er himlens og jordens skaber og Herre, at livet ikke er vores eget, hverken noget vi har arvet eller erhvervet os som egen ejendom, men at det alt sammen er til låns.

For det andet fortæller historien grundlæggende, at vi forvaltere har en tidsbegrænset ansættelse. ”Aflæg regnskab for din forvaltning”.. siger godsejeren. Årsagen til afskedigelsen i historien er, at forvalteren har overskredet budgetterne, men det er ikke det afgørende i vores sammenhæng. Her er pointen, at aftalen udløber efter nogen tid.

Det betyder, at du og jeg ikke skal være her altid. Vi skal dø. Vores forvalter-liv er en tid.

Bagefter kommer der en anden tid… den tid, vi plejer at kalde evigheden og den tilbringes i det vi plejer at kalde Himlen … hvad det betyder, er en anden historie, den kan vi ta’  en anden gang.

Altså: Livet er ikke dit eget, og det varer ikke ved, sådan er det! Det er vel egentlig almindelig både religiøs og almen-menneskelig forståelse. Det indretter vi os efter.

Men dagens historie rummer pointer, der gør perspektivet meget større. Historien er en positiv melding, et glædeligt budskab, et evangelium.

Evangeliet er, at du er ansvarlig! Selv om livet ikke er dit, så er du alligevel ansvarlig for det. Du skal stå til ansvar for din forvaltning, din måde at leve på og det du får ud af livet.

Den utro og uærlige godsforvalter i historien har ikke gjort noget kriminelt, det er ikke noget med, at han har stukket noget i egen lomme.

Han står ikke til straf i den forstand. Men han er løbet fra aftalen med chefen!  Forvalteren er ansvarlig for, at budgetterne holdes. Og skal der ændres på dem, så forhandler man om det direkte med chefen. Chefen skal ikke høre noget ude i byen, sådan som tilfældet er det i historien.

Historiens ødsle godsforvalter har åbenbart go’e evner. Selv om hans ødselhed er blevet afsløret, fortsætter han med at være ret så kreativ i sin bogføring. Og selv om han tillader sig at sige nej til forskellige andre omskolings-job, så står det fast: I Guds rige er der altid nye muligheder.

I Guds rige bli’r du aldrig stillet til ansvar for andet og mere, end det, du kan, og derfor er sat til at gøre. Men det skal du så også… altså, gøre, det du kan.  Du er ansvarlig!

At være ansvarlig??? Ansvar er tungt, tænker vi. At være skyldig.???? Jamen, det gælder om ikke at skylde nogen noget, tænker vi. Og for øvrigt er vi trætte af altid at høre om synd og skyld, når nu vi af en eller anden grund har forvildet os ind i en kirke.

Jamen vi bli’r nødt til at tale om det! Det skæve evangelium ER, at vi HAR ansvar og at vi derfor ER skyldige! Men netop deri ligger befrielsen! Friheden ligger i, at vi er bundet til det ansvar. Det befriende er, at vi ikke kan rende fra det.

At være løst fra sit ansvar, er at være ansvarsløs… og det ønsker ingen af os vel at være. Alligevel gør vi sådan set ikke andet, end at forsøge at løbe fra vores ansvar. Vi opfører os ansvarsløst. Enten ved at sige, at vi ikke HAR ansvar. Der er mig selv, der ejer godset, altså livet er mit eget. Jeg bestemmer selv! … der er ingen Gud.

Og for øvrigt er det samfundets skyld. Og fars og mors skyld. For slet ikke at tale om den lærer, der i tredje klasse….o.s.v.  Det er i hvert fald ikke MIN skyld! Vi fralægger os ansvaret.

Eller vi forsøger at KØBE os til skyld-frihed ved at gøre alt, hvad vi kan – og det ER jo alligevel NOGET – det er det med at gøre de go’e gerninger… og på den måde sørge for at få overskud på kontoen eller indsamle god karma, eller hvad man nu kalder det.

Men i begge tilfælde ta’r du fejl. Der står intet i dine ansættelsespapirer om, at du skal gøre dig FORTJENT til det job, du har! Gud har ansat dig på dit glatte ansigt…. og det helt fantastiske er, at i dit ansigt ser han sit eget, og derfor har han i dåben antaget dig til sit barn. Det står sort på hvidt på din dåbsattest! Du ER go’ nok! Du er GO’ nok… men det går galt, hvis du vil GØRE dig go’ NOK! Godt nok er du skabt i Guds billede, og derfor go’ nok…

Men det billede er godt nok noget krakeleret, det ved du også godt… Men det ER stadig godt nok.

Og hvis du synes, DET er for billigt, at du sådan får livet givet ganske gratis, så har du et problem, for hvis du selv vil spare op og betale prisen, så er DEN ganske enkelt så høj, at du ikke har råd til det.

At det forholder sig sådan skyldes ikke en eller anden beklagelig ufuldkommenhed hos os mennesker, som om Guds skabelse altså alligevel ikke er go’ nok.

Årsagen til, at du med dine egne præstationer hverken kan eller skal købe dig til Guds kærlighed, den ligger i den frelsende kærligheds eget væsen. I samme øjeblik kærligheden kvantificeres, altså når vi begynder at tælle og lægge sammen og snakke om NOK… så forsvinder kærligheden.

For så er den blevet til noget andet end det, den er i sit væsen, nemlig totalt betingelsesløs.

DET er den glædelige meddelelse, evangeliet. Du er genstand for guddommelig kærlighed. Du er accepteret, som du er. Derfor skal du også VÆRE den, du er! Om det så er utro!

For sandheden om dig og mig er, at vi før eller siden alle går fallit som forvaltere og får det ligesom fortidens slaver, og i overført betydning må leve livet i fangenskab med en tyngende jernring om halsen. Når slaven blev frigivet, blev han frihalset…. frelst. Den frelse kunne slaven kun få af ejeren. Han kunne ikke skaffe den selv.

På samme måde kan vi heller ikke selv gøre noget for at blive frelst, frihalset… Men NÅR vi får frihedsbudskabet fra livets herre og skaber, så får vi til gengæld mer’ end travlt med at gøre noget, FORDI vi er frelst… ikke FOR AT blive frie, men FORDI vi er frie.

Så er det vi skal gøre ligesom forvalteren i historien.

Vi skal sige til de andre livs-skyldnere: ”Tag dit skyldbrev og skriv halvtreds!” Det burde være vores kristelige broder- og søsterhilsen til alle vi møder.

Det er ganske vist løgn, for både du og jeg og de andre skylder meget mere end 100. Vi skylder alt. Men vi har dagens historie og dermed Jesu ord for, at Gud er hamrende uretfærdig. For hvis du først har fattet, at frelsen er gratis… det er det latinske ord for nåde…. så bli’r du også nødt til at lade den komme alle de andre til gode.

Den skyld, som du fornægter eller selv vil gøre dig fri af, den bli’r du bastet og bundet af. Men har du mod til at acceptere, at du er skyldig, så bli’r du i stand til at tage imod Guds uretfærdige frifindelsesdom…..

Evangeliet gi’r os mod til at være skyldige. Det er det, som vores jubilerende kirkefader Luther gav ord, da han sagde, at et kristenmenneske er både retfærdigt og en synder. På én gang og samtidigt. Tvillingerne i vores liv er ikke tro og moral, tvillingerne hedder skyldig og fri. Altså ikke skyldfri, men skyldig OG fri!

Derved kommer vi – den utro godsforvalter og du og jeg – vi kommer ganske vist til at forøge godsejerens tab, men det er åbenbart meningen. Godsejeren har råd til at tabe, hans ejendom er een stor ægte risikovillig kapital.

Og når man tærer på den, så viser det sig, at den i modsætning til alle andre former for kapitaliseret ejendom, FORØGES.

Dagens historie gi’r os mod til at leve livet på Guds regning. Det er gratis at stå i gæld til Gud! For Gud er fuld af nåde! Tillykke med det! Og se så ellers at komme i gang med dit arbejde som forvalter!               

Den store sammenhæng                                                                        Alle helgens søndag 2013 

 Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer. Matt 5,1-12                 

Alle Helgen er, at du ikke alene. Alle Helgen er historien om den store sammenhæng. Alle Helgen er skæringspunktet mellem det, som var, og det som skal komme. Alle Helgen er det store, hellige NU.

Dér er du. Alle Helgen er, at DET er DIN sammenhæng.

Alle Helgen er erindring. At erindre er det modsatte af at glemme. Det er ellers det vi gør, glemmer. Nogen siger: Heldigvis.

Heldigvis glemmer vi. Hvordan skulle vi ellers kunne holde ud at leve. Med den bagage, vi fører med os, er det nødvendigt at kunne glemme.

Andre siger: Det er vor tids forbandelse, at vi har glemt. Vi har glemt fortiden og dens historier. Vi er blevet historieløse, siger de. Det er derfor vi er så rodløse. Men Alle Helgens erindring er levende hukommelse.

Erindring er et menneske, som vi kendte, og som kendte os. Det er det samme som det menneskes betydning, d.v.s. den mening det gav at kende ham eller hende. Den mening, det gav at være kendt af ham eller hende. Selve det at være kendt og at være hinanden be-kendt.

Den erindring, der stadig lever og derfor stadig giver liv.

DET er Alle Helgen.

Alle Helgen er dagen, der gi’r mening og helhed til dit liv. Det er dagen, hvor vi nægter at nøjes med at blive ved jorden. Grundtvig tog fejl når han sagde: Ved jorden at blive det tjener os bedst.

I dag forlader vi denne jord. I dag synger vi evighedens sange og ser syner, der sprænger tid og sted. De gør fortid til fremtid og nutid til hellig tid. Hellighed. Helhed, Helbred… det kommer alt sammen af den samme sammenhæng. Den rette sammenhæng.

Alle Helgen er dagen, der er helbredelse for det smerteligste af alt, nemlig konstateringen af, at JEG er, selv om hun ikke er længere! Konstateringen af, at da HAN forlod mig, da gik jorden alligevel ikke under. For jeg er her stadig, tilsyneladende ene og forladt.

Alle Helgen er et rungende NEJ til alle flugtforsøg fra livet. Fordi det tilsyneladende er uudholdeligt. Alle Helgen siger, at det, der var, var godt, og det som kommer, er endnu bedre.

DERFOR er det, som ER, godt nok! Alle Helgen er Guds levende hukommelse, der bryder ind i vores liv.

Alle helgen er Himlens lys, der kommer til jord.

Alle Helgen fortæller os om de salige og om det, at være salig.

Det er et ord vi sjældent bruger. Man ka’ nærmest om-sætte det til at betyde: Lykkelig. Men det er ikke den slags lykke, som vi er vant til.

Det er den lykke, som hører himlen til, men som allerede har sin afglans her på jord. Som altid, når Guds ord når frem til os, så indeholder de noget andet end vi kunne sige os selv.

På alle tider af døgnet og fra alle verdens medie-stationer hamres det ind i os, at det er de rige, de unge og de smukke, der er salige, lykkelige. ”Bare det snart var onsdag, for så er der jack-pot!”

”Løb for livet, så holder du dig ung.” Kan du ikke længere selv løfte dit ansigt, så ka’ plastickirurgen ta’ dig i nakken. Lykken ER gods og guld og alt det andet, som reklamerne får os til at tro på….

Jesus siger det modsatte. Det er denne verdens af-mægtige, de, der ikke kan gøre sig gældende af egen kraft, de der IKKE blev stjerne for så meget som een eneste aften, det er DEM, der er lykkelige, salige.

Salighed er, at det glemte, magtesløse og foragtede menneske får sin værdighed og betydning af Gud.

Salighed er, at livet igen bli’r som Gud ville ha’ det. For mennesket er skabt i Guds billede. Svenskerne oversætter: Mennesket er skabt TIL Guds billede. Der ligger en fremtid og en bevægelse i den oversættelse.

De gamle latinere sagde: De principio… i begyndelsen. I princippet er mennesket skabt til at være HOS Gud. Deri består vores lykke!

Den række af kendetegn på salighed og lykke, som Jesus i dag fremlægger, er derfor ikke egenskaber, som VI skal øve os i at opnå. De ER allerede. De er Guds kærligheds kendetegn. De udtrykker Guds kærlighed. De er udtryk for Alle Helgen.

Salige er de fattige i ånden. Nogen af de oprindelige håndskifter siger blot: Salige er de fattige. Seidelinerne oversatte i sin tid: Salige er de magtesløse. Begge dele er egentlig bedre og i hvert fald tydeligere. Guds lykke gives til dem, der intet har selv!

Kun de magtesløse kan tage imod det liv, som Gud giver os. Guds lykke er de fattiges. For himmeriget er deres!

Salige er de som sørger. Hvordan det? Hvordan kan sørgende mennesker være lykkelige? I den ægte kærlighed er der ikke nogen tid eller noget sted. Afstand ændrer ikke på kærligheden til den elskede. Han eller hun er altid nær. Altid en del af det, som sker. Altid med i det, som er. Kærlighed gør nemlig, at vi bli’r ude af os selv.

De elskende to, er ude af sig selv, for de er hos hinanden. Den ene lever i den anden og omvendt. Det er kærligheden, der slår en gyngende bro over afgrundene os imellem. Også over den afgrund vi kalder døden. At sørge er udtryk for den kærlighed. Og sorg er at udtrykke kærlighed. Vi elsker, fordi Gud elskede os først! Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Salige er de sagtmodige. Der skal mod til at være sagtmodig. Det var en modig handling, da Jesus indtog Jerusalem, sagtmodig, ridende på et æsel, som det hedder i historien. For derved gjorde han sig sårbar. Kærlighed gør os sårbare.

Midt i forbeholdets og reservationernes verden er kærligheden sår-bar, når du uden forbehold elsker et andet menneske. Vi siger, at kærlighed gør blind. Det passer ikke. Kærlighed gør dig seende!

Kærligheden får dig nemlig til at se alle muligheder i et andet menneske. Kærlighed gi’r dig mod til at vove. Vove at tro på den andens muligheder. Og vove at tro på dine egne muligheder.

Kærligheden ved, at mulighederne ligger i det menneske, som er skabt i Guds billede. DET gi’r mod. Et sagte mod. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.

Retfærdighed og barmhjertighed er Guds kærligheds væsen. I stedet for handelsprincippet ”noget for noget” sætter Gud den ubetalelige barmhjertighed. I stedet for den straffende retfærdighed sætter Gud den tilgivende u-retfærdighed. Gud elsker sin skabning. Men vi, hans udtrykte billede, mistede sin glans af det guddommelige.

Mennesket ville hellere selv. Og vi lærte at leve med det. Men det kunne elskeren ikke leve med. Guds kærlighed var større end vores svigt. Derfor valgte Gud at vende det blinde øje til. For i DEN forstand er kærligheden blind. Kærligheden kan nemlig tilgive.

Det betyder IKKE, at uretfærdighed og ubarmhjertighed er udryddet.

Og værst af alt: Døden er vores vilkår og vores virkelighed. Men selv DEN virkelighed kan kærligheden lære os at leve med. Salige er de, som lever af Guds retfærdighed og barmhjertighed.

Salige er de rene af hjertet. Det græske ord for ren betyder egentlig ”gennemsigtig”, noget der ikke standser lyset. Et menneske, der ikke standser lyset er en helgen. En helgen er et menneske, der lader lyset fra Gud skinne igennem sig. Det menneske er for os blevet Guds udtrykte billede. Igennem det menneske ser vi Gud. Igennem de rene af hjertet.

Salige er de som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. I dag blot dette: De to stridende parter i Mellemøsten har et – næsten – fælles ord for fred, nemlig det jødiske shalom og det arabiske Salam. Det betyder egentlig helhed, harmoni, mening.

At arbejde for fred er at forsøge at finde sammen-hængen på alle sprog, altså i alle de også meget forskellige og hinanden fjendtlige sammenhænge, så livet igen hænger sammen, og vi kan leve i harmoni med Gud og med hinanden! Det giver os helbred og helhed. DET er livets mening. Derfor er fredsstifterne Guds børn.

På Alle Helgens dag taler vi altså om de salige. Ikke som noget ”engang”… noget som vore afdøde HAR mødt før os. Salighed er midt iblandt os. Guds lykke HAR nået os. Den er ikke noget vi skal fremkalde ved at BLIVE som helgener, og derved GØRE os fortjent til Guds lykke. Det er noget vi ER. For Guds kærlighed HAR nået os. Saligheden er midt iblandt os.

Til sidst: Om et øjeblik bli’r vi inviteret til at spise og drikke sammen. Det kaldes nadver, med det gamle ord for aftensmad.  For mange mærkelig og særlig, for ikke at sige sær….. Det behøver det ikke at være. At deltage i nadverens måltid kræver kun, at man kan åbne munden og synke.

I dag vil jeg særligt tænke på, alterskranken kun er halv… og at dér ved den usynlige halvdel knæler alle vore døde. Vi spiser sammen. På tværs af tid og sted.

Det er et billede på det himmelske festmåltid, som allerede ER i gang… vore afdøde HAR fået del i festen. Men der er også plads til dig og til mig.

For det er Alle Helgen.