Kirke – religion – tro i Danmarks Radio

Perioden 1925 – 1975         

Radio

Højmesse    søndag og helligdag  kl. 10 (9:55) fra d. 22. februar 1925.     Transmission

Gudstjeneste   søndag og helligdag  kl. 14  ( k17 el. 8:05)  fra1932  

Transmission    Fra 1950 ændret til studiegudstjeneste 

Morgenandagt   fra Kbhs. Domkirke     fra 16. marts 1931  hverdage mellem 8 og 9 

I morgen er det søndag.   Søndagens tekst og en salme. Fortsatte til midt i 80-erne

I alt egentlig kirkelig forkyndelse  3 timer 40 minutter pr. uge

Foredrag og journalistiske uds. om kirke og religion   ca. 1 t pr.uge            

I modsætning til hvad Kristelig Lytterforening hævdede, kom initiativet til  gudstjeneste i det nye radiomedie fra to journalister.

Københavns biskop sagde nej:  Ostenfeldt: “Gudstjenesten kan man ikke broadcaste. Gudstjeneste er et fysisk fællesskab”.

Landets store modepræst, Olfert Ricard: “Vi gør det alligevel! Ad den traadløse Vej faar vi Mulighed for at naa ud til dem, der ikke kan komme dér, hvor forkyndelsen lyder.”

 Den første transmission var med ham fra Garnisons kirke.

Udvælgelsen af kirker afhang af tekniske forhold og præsterne. I de første år  var det Garnison, Vor Frue (Kbh.s Domkirke) og Eliaskirken. Præster: Ricard, Ussing og Fibiger. Alle præget af Indre Mission.

Fra ca. 1940-erne udvidet til otte københavnske kirke og landets domkirker.

Senere gav den tekniske udvikling mulighed for at komme rundt i landet, så udvalget af præster / kirker blev udvidet.

Den 6. februar 1936 sendtes en gudstjeneste fra ikke-folkekirke, en katolsk messe.Siden da har der været sendt skiftende antal frikirke-gudstjenester afhængig af kirkesamfundets størrelse. 10 – 15 om året, da det var på sit højeste i 60-erne og 70-erne.

Gudstjeneste nr. 2 sendtes fra Christiansborg Slotskirke. Kbh.s biskop udvalgte 50 præster årligt, der tog til København og forestod en gudstjeneste.

I 950 ændredes g. nr. 2 til en studiegudstjeneste, hvor lytterne alene var menighed. Stadig præster fra hele landet. Den pågældende søndags tekster etc. samt en prædiken blev indlæst i et studie. En anden dag sang radioens kor salmerne til orgelmusik i DRs koncertsal.

I forbindelse med ansættelse af en egentlig kirkelig  medarbejder forsøgte man i begyndelsen af 70-erne at supplere transmissionerne med en række frie studiegudstjeneste –  radioprogrammer med direkte forkyndende indhold. Det blev opgivet i løbet af nogle år.

Afviklingen af gudstjenesterne etc. blev varetaget af administrative medarbejdere og teknikere. uden nogen form for eftertanke på den særlige opgave en sådan transmission er. Transmissionen blev indledt af en oplæsning fra Nationalmuseets bog Danmarks Kirker.

Udvælgelsen af præster tog alene sit udgangspunkt i disses embede og om de var kendte.  Biskopper, domprovster, professorer, formænd for kirkelige retninger og organisationer samt kendte personligheder. Dog forsøgte man en vis geografisk spredning, da det teknisk blev muligt.

Overvejelser om, hvad opgaven krævede særlige evner eller gav særlige muligheder i forhold til lytternes formodede ønsker og behov, var praktisk taget ikke til stede. Opgaven som prædikant etc blev anset som en slags udmærkelse.

Radiorådet (fra 1926 – 1987), der var ansvarlig for den overordnede programlægning, havde indtil 1973 faglige konsulenter, herunder en kirkelig konsulent. Denne deltog ikke i den egentlige program – planlægning, men blev orienteret og gav synspunkter til kende vedr. gudstjenester og foredrag med kirkeligt emne.

Radiorådet var politisk valgt. Gennem hele Radiorådets historie var den ene af partiet Venstres mandater besat af den til enhver tid værende formand for Kristelig Lytterforening. Denne blev anset for at være “kirkens røst”. På trods af det faktum, at der oftest var et antal medlemmer, som havde lignende viden og baggrund.

På et tidspunkt i 80-erne sad der i rådet en biskop, to præster og tre kirkeligt aktive lægfolk  – ud over KLFs formand.

Medarbejdere.

Tre teologer ansattes i årene 66 – 75

Jørgen Thorgaard fra 1969 kulturredaktør radio, herefter til sin d i 1992 ansat i TV-kulturafdelingen. Producerede samtaler om eksistens, bøger og teologi med skiftende programtitler. Lars Graff Nielsen  producerede TV-programmer om kirke og kultur Ole Andreasson fra 1966 – 2001  producerede. gudstj. såvel i radio som på TV. I slutningen af 60-erne producerede nogle freelancere (journalister) et kirkeligt magasin.

Vurdering:

Det faktum, at DR i sine første 50 år som eneste forkyndelse har sendt to gudstjenester på alle søn – og helligdage, viser det nærmest katastrofale forhold mellem kirke og medier der var i begyndelsen, men altså vedvarende i 50 år. Det er dels udtryk for at DR dengang udøvede markant positiv særbehandling af stoffet, dels kirkens store forsømmelse ved at overlade hele området til en privat forening, oven i købet en forening  præget af missionske og frikirkelige medlemmer.

I henseende til forholdet mellem kirke og medier er Danmark, på trods af diverse forbedringer i de senere år, stadig et medie-teologisk u-land.

1975 – 2020

Radio:

Stoffet hørte til i Kultur- og Samfundsafdelingen. Fra midtfirserne flyttede dele af stoffet til distrikterne Ålborg og Århus.

Højmesse     kl. 10    senere 9:55         transmission

Anden gudstjeneste kl. 17 el. 14 el. 805    transmission

1983 ændret til studieproduceret forkyndende program kaldet

 Søndag morgen – om os selv og det vi tror på.    (se senere)

Morgenandagt alle hverdage   omkring kl . 8    20 min  ialt  2 timer

Begyndende forståelse for gudstjenestens særlige muligheder for lytterne. Den sjælesørgeriske og tætte sprogtone i prædikenen og den gode musik efterstræbtes i udvælgelsen af kirkerne.

Teologen Mogens Hansen blev ansat i 1974. Han var fast medarbejder indtil 1997, hvorefter han i 8 år arbejdede som freelancer på TV Århus. Omkring 1990 blev gudstjenesterne overtaget af distrikt Ålborg. Teologen Per Buchholdt Andreasen og senere journalist Jakob Zeuthen producerede. Forskellige freelance-journalister stod for produktionen, heriblandt Evan-Th. Vestergaard og Jørgen Pedersen. Nu er tilrettelæggelsen en del af Tros-redaktionens arbejde. Arbejdet varetage af journalist og organist Katarina Lewkowitz.

I slutningen af 70-erne sendtes i fire år en gang om måneden i stedet for 2. gudstjeneste Sognestævne fra den kirke/by, hvorfra formiddagens gudstjeneste var blevet sendt. Folk fra egnen samledes omkring kaffeborde  og diskuterede formiddagens gudstjeneste, egnens historie og aktuelle forhold .

Uds. var live on tape.  Mogens Hansen tilrettelagde

DR har meddelt, at man fremover kun vil afsætte 57 min. til transmissionen på P1 Blandt andet fordi man mener, at disse ikke er lyttervenlige. Og fordi man vil have en radioavis kl. 10. Man har desuden meddelt, at man overveje kommenterende speak under nadveruddelingen.

Fra mine mange år som ansvarlig for radiogudstjenesterne og med mange timers udsendelser herom i ørerne, hvor lytterne kom til orde, må jeg sige:

1.Radiogudstjenesten kan og skal aldrig være for alle. Den er typisk public service forpligtelse over for særligt interesserede. Og skal formidles på egne betingelser, selvfølgelig med mediemæssige hensyn.

2. Den betyder meget for de lyttere, der benytter den. Den er den gudstjeneste, som de ellers ville have deltaget i lokalt og rent fysisk, men  af forskellige grunde er forhindret i at kunne deltage i.

3.Det med at deltage gælder også nadveren, der ellers af DR har været nævnt som expl. på det som kaldes dårlig radio. Nadveren er sammen med Velsignelsen centrum i forløbet. Mange lyttere deltager med brød og vin derhjemme. Det ved vi, fordi vi arbejdede meget med det emne  i 80-erne.

4.Radiogudstjeneste er den bedste af de mediebårne gudstjenester. Det er som at sidde bag en søjle, som en lytter sagde det dengang. TV-gudstjenester har derimod et alvorligt teologisk problem, ihvertfald i den form, DR nu benytter. Produceren bestemmer, hvor og hvad man skal have sin opmærksomhed på, billedmediet er i s sig selv meget uroligt og ens egen billeddannelse forstyrres.

Morgenandagt

Sendt på lidt skiftende tider i perioden mellem kl. 8 og 9 I forbindelse med omlægningen af P1s morgenflade i 2011 flyttedes Morgenandagten til P2, hvor den stadig findes, samt på lydsiden af DR1 TV. Muligheden for aflytning begrænses af, at P2 kun kan høres på DAB. Mange af programmets kernelyttere menes ikke af have mulighed for DAB.

DR foreslog i begyndelsen af 80-erne, at man skiftede mellem landets 10 domkirker. Ingen af de øvrige domkirker var interesseret Og Kbhs. Domkirke ville nedlægge deres, hvis der ikke blev transmitteret hele året. DR har finansieret udgifterne til sangere igennem alle årene.DR samlede en gruppe teologer, der sammen med DR foretog div. ændringer i liturgien. Den valgte form er stort set bevaret til nu. DRs morgenandagt er den eneste direkte sendt liturgiske andagt  i Europa.

Medietilrettelagt forkyndelse

I 1983 afskaffedes gudstjeneste nr. 2.    I stedet indførtes Søndag morgen – om os selv og det vi tror på.  Hele året søn- og helligdags morgen  kl. 8:05  Programmet  blev tilrettelagt af Mogens Hansen, senere sammen med religionshistorikeren Anders Laugesen. Programmets indhold var knyttet til søndagens gudstjeneste og den aktuelle, kulturelle og samfundsmæssige debat. En lang række af kulturens og samfundets personligheder medvirkede i løbet af de 14 år, programmet eksisterede, ofte i en samtale om søndagens tekst.

 

Søndag morgen havde i 1990 en underafdeling kaldet Bibelværkstedet. 35 udsendelser, hvor lytterne blev bedt om at foreslå ord og vendinger til de fagfolk, der netop da arbejdede med en ny bibeloversættelse og som deltog i studiet. En anden underafdeling var Det etiske Værksted, omkring 4o udsendelser, hvor lytterne både gennem telefon og breve kunne deltage i drøftelsen af en lang række af tidens etiske spørgsmål. Endelig sendte vi som endnu en underafdeling Salmeværkstedet, hvor såvel læg som lærd fortalte om gamle og nye salmer, og hvor lytterne kunne deltage gennem breve.

Mogens Hansen forlod i 1994 radiomediet for at lave TV i Århus. Journalist Klavs Birkholm overtog Søndag Morgen-programmet   I 1998 ændredes sendetiden søndag morgen til programmet Mennesker og tro, tilrettelagt af Tine Lindhardt. Det var præget af samtaler, især med teologer og præster. Det ophørte i 2003 ved Tine Lindhardt afgang fra DR.

I de følgende år anvendtes programtitlen  Mennesker og tro omudsendelser med  lidt varieret format  og indhold     I 2003 blev det overtaget af Anders Laugesen.  Fra 2008 blev trosstoffet lagt sammen med eksistens / filosofi under titlen Tro og eksistens med journalisten Bjarke Stender og Anders Laugesen som værter.

 Efter redaktionelle overvejelser og adskillige reaktioner fra lytterne vendte stoffet tilbage til to selvstændige programmer i 2010

2011 bliver sendetiden halveret til  30 min.   Programmet bestod af  samtaler på en time, Samtalen kunne læne sig op ad søndagens tekst, når det var relevant. Men det var ikke normen. Fra samme tidspunkt kom der anvisning om ikke at benytte musik i programmerne, og dermed sluttede den lange tradition for at knytte salmer og musik til det talte indhold, der ellers havde været et karakteristisk træk i forkyndelsesmæssig henseende.

I efteråret 2011 forkortes programmet fra en time og til en halv time  Desuden var. søndag morgen kl 8-9  ikke længere tidspunktet for førstegangsudsendelse på FM. Forandringerne opstod på grund af de forandringer etableringen af radio 24syv betød for DR’s FM bånd.    2014  etablerede Anders Laugesen samtaler i sin  skurvogn, hvor han talte med  et bredt spektrum af mennesker med kirkelig, religiøs og åndelig baggrund.

Ophørt 2018.

De højere magter. 

I2018 oprettes et samtaleprogram med  to værter,  journalisten Paula Larrain og Anders Laugesen Det bestod af samtaler om eksistentielle emner  i kristen og nyreligiøs belysning og udsendelsens to gæster repræsenterer forskellige tilgange til dagens emne.                                      Nedlagt 2020.

Ved dagens begyndelse  Begyndte maj 1975  sluttede 2006  50 min

10 min. dagligt   mandag til og med lørdag. Senere ændret til 2 x 5 min.  Et ord til dagen ud fra en kristen livsholdning.   Lørdag en ikke-kristen. Herunder “humanist”, mormon, Jehovas vidne og muslim. Omkring  1200 medvirkende i 9600 udsendelser.  Bred gruppe af kultur og samfunds- personligheder medvirkede, en del politikere. Desuden deltog mange “almindelige mennesker”. Var et meget aflyttet program. P1s lyttertal steg med 300 % når det begyndte. Var den første radioudsendelse der blev sendt på en anden “platform”, nemlig telefonen.                                         Programmet fandt sin form under protest fra KLFs formand Sv. Aage Olsen. Han ville have en traditionel morgenandagt med bibellæsning, bøn og to salmer. Endnu et eksempel på manglende kirkelig forståelse for opgaven.

 Ved dagens slutning med samme koncept sendt fra 1975 om aftenen omkring kl.. 22. Sluttede efter nogle år.

Journalistiske programmer

I midt i  80-erne oprettes egentlige journalistiske programmer om kirke og religion med skiftende navne så som Kirken i bevægelse, Folk og kirke og Religionsrapport               30 min Programmerne varetoges  af teologen Per Buchholdt Andresen, teologen  Peter Birch journalisten Klavs Birkholm, teologen Kåre Gade , teologen Iben Tranholm og  journalisten Lisbeth Melindes.     Denne programtype blev nedlagt i 2016.                                                                I en periode på mindst tre år i midtfirserne sendtes hverdagsaftener programmet                            En ny sang for Herren tilrettelagt af Evn Vestergaard og Per Buchholdt Andresen

I 2018 oprettes      Tidsånd     søndag kl. 9:03    Ugentligt journalistisk program om historie og tro  57 min Halvdelen af emnerne var ikke om  tro men om historie 2020 skifter programmet karakter.  Det historiske er udgået. Skiftende værter er Paula Lorrain og Christoffer Emil Bruun..

I 2020 oprettes Tal med mig – på P1.   Søndag kl. 11:03    55 min. Værten er journalist Iben Maria Zeuthen. Samtale om en afgørende overgang i gæstens liv, hvor nye meninger og indsigter åbenbarer sig.

 Det er for tidligt at sige noget om indholdet af de to ny e programmer. Men noget kunne tyde på, at man bevidst har valgt emner og personer af mere traditionel kirkelig art. Desuden sendes der såkaldte spots, hvilket vist aldrig er sket med programmer omkirke og tro.

Audiens har været et program sendt uregelmæssigt i perioden, ca 20 i antal, tilrettelagt af journalisten Katarina Lewkowitch.

Det har været reportager fra utraditionelle miljøer i ind- og udland om tro og eksistens Audiens har været placeret uden fast mønster, men er betalt af puljen til radiogudstjenester. Så vidt vides er de standset.        (Al foromtale og pressemeddelelser styres centralt. Redaktionen og da slet ikke den enkelte medarbejder må længere udsende pressemeddelelser

En beskrivelse af P1s ledelse

For at forstå situationen nu er det nødvendigt at se på P1s ledelse. Ledelses-niveauet i DR har fået afgørende betydning. Arbejdsstrukturen er udpræget oppe fra og ned.                                        Anders Kinch-Jensen blev chef for P1 i 2011. De følgende år var præget moderate forsøg på fornyelse og tilpasning til den moderne tid. Han blev i febr. 2016 afløst af Thomas Buch Andersen. Han var kendt som leder af programmet Detektor. Allerede fra begyndelsen blev man klar over, at med ham fik stoffet en  skarpt profileret leder. Han har således offentligt udtalt sin stærkt negative holdning til religion. Der har således også siden hans ankomst være megen uro om stoffet. .Buch Andersen har været den ledende kraft i den påståede fornyelse og forbedring. Karakteristisk er, at de producerende medarbejdere sjældent deltager i overvejelser af format og indhold

I 2014 blev en egentlig trosredaktion dannet. Dens første chef blev Morten Thomsen Højsgaard, universitetsuddannet i historie og religion og med erfaringer som journalist og generalsekretær i Bibelselskabet. Det kunne ikke være bedre! Men han holdt kun 2 år. Selve konstruktionen historie og tro er uden mening… med mindre man mener at tro og kirke hører fortiden til. Så kom Anja Hauberg med en solid mediebaggrund. Også  hun holdt kun to år.  I 2018 fik Politikens daværende debat-redaktør Christoffer Emil Bruhn redaktørjobbet. Han er historiker og har meldt ud, at han er personlig kristen. Han har produceret det ugentlige program Tidsånd.

TV  

Stoffet hørte i  80-erne  til i Provinsafdelingen, Århus, senere kaldet  DR-Fakta, Århus.  TV-kulturafd. i Købehavn varetog det journalistiske indtil ca. midt 90-erne. Omkring 2000 lå hele stoffet for begge mediers vedkommende i Århus. Ved oprettelse af en egentlig Tros-redaktion flyttes hele området for begge medier til København.

Gudstjenester

Søndage kl. 10 el. 14   17 om årligt.  (1 månedlig + højtiderne)    DR1  Med oprettelsen i 1997 flyttet til DR 2     I 2009 flyttet til DR-K. Fra 2020 på DR2   Fra 2005 DR-kirken   ca. 44 gudstjenester årligt

Den mangeårige tilrettelægger teologen Ole Andreasson forlod DR i 2000. Teologerne Egon Lausen og Mogens Hansen blev ansvarlige for indhold  etc.                                                                    De foretog flere ændringer fra det direkte afspejlende til egentlig TV-tilrettelagte gudstjenester. Kirkegængerne skulle ikke længere være statister, menigheden var seerne foran skærmen. Præsten skulle henvende sig direkte til seerne og ikke fra prædikestolen, ligesom billedskift etc. skulle være langsommere. Det første forsøg fandt sted i 2001 fra Herslev kirke, samme år fra Birkerød kirke, hvor kirkens kalkmalerierne var gudstjenestens “tekster” og menigheden var et kor. Ved gudstjenesterne nytårsnat – årets mest sete – prædikede politikere.

I 2006 oprettedes DR-kirken.  Tanken var at der skulle sendes gudstjeneste hver søndag og at man ville opnå flere seere for de samme penge. ( Det er ikke lykkedes. Pt. er der 9.000 senere) Der skulle optages fire gudstjenester fra samme kirke i løbet af to dage, svarende indholdsmæssigt til de søndage, de skulle udsendes.

Lauesen og Hansen havde væsentlige teologiske og formmæssige indvendinger, men DR valgte at se bort fra dem, hvorefter de måtte forlade DR.

Ansvaret var nu alene overladt til journalist og producer Janne Wibroe.  Det er nok en af de mest markante skift fra teologisk faglighed alene til mediemæssig faglighed. Janne Wibroe udtalte offentligt, at hun aldrig havde været til gudstjeneste hverken i kirkerummet eller foran TV, end ikke juleaften.

Det første års tid var der tale om nogle formmæssige eksperimenter, men ret snart vendte man tilbage til den gamle direkte form. Nu varetages opgaven af  folkeskolelærer og journalist Flemming Stentoft. DR har meddelt, at Anders Laugesen fremover skal tilrettelægge korte indslag før og efter transmissionen om stedet for transmissionen og samtaler med kirkegængere.

Navnet DR-kirken er siden blevet strøget. Det er karakteristisk at alle ved en kirke værende præster medvirker. Udvælgelseskriterier i retning af præst og organists egnethed synes ikke at spille nogen rolle. Praktiske og økonomiske kriterier er til gengæld afgørende og betyder, at langt de fleste kirker ligger i Østjylland. Lige som på radioområdet synes ethvert forsøg på at tilrettelægge forkyndelsen efter TV-mediet at være opgivet.

Før søndagen

Lørdage kl. 19:45    Fra 1004 på DR. Med oprettelsen af flere TV-kanaler placeret på DR-K.  .            Nu placeret på DR2 Da DR-pigekoret administrativt ii1981 flyttede til Provinsafdelingen, benyttede man  lejligheden til at indføre et program a la det, som havde været sendt i omkr. 20 år  i Tyskland og Sverige (Wort zum Sonntag,  Helgmålsringning). Ole Andreasson tilrettelagde.     I DRs udgave med DR-pigekoret blev det i første omgang til to salmer med oplæsning af kommende søndags tekst, optaget i forskellige kirker. Efter nogle år med en del genudsendelser afløstes DR-pigekoret af forskellige kirkelige børne-og ungdomskor.                                                 Da Danmark i 1992 fik en ny salmebog producerede Mogens Hansen to års programmer med en ny og en gammel salme optaget i 24 forskellige kirker samt journalistisk fortælling om kirken og søndagens indhold. Sangerne var folkekor (voksne) fra hele landet.                                        Disse blev genudsendt og afløstes af to serier, hvor Johannes Møllehave fortalte om en salme til hver søndag, sunget af skiftende solister Også de blev genudsendt..                                                  Derefter sendtes to år, hvor kendte danskere udlagde søndagens tekst. Med genudsendelse.        Fra 2018 har programmet skiftet karakter.. En salme synges og spilles i spændende musikalske nytolkninger af solister fra DRs kor og orkestre. En kendt person fortæller om sin personlige oplevelse af  salmen. Programmets indhold er ikke længere udtryk for forberedelse af søndagen  eller  en formidling af viden om salmen. Det medfører undertiden  meget alternative udlægninger af salmernes indhold.  Det er ikke længere et forkyndende program men et alment, kulturelt program.

Journalistiske programmer

Med udgangspunkt i  TV-redaktionen i Århus samledes fra ca. 1998 til ca. 2004 en gruppe journalistiske og teologiske fagfolk omkring TV-manden John Carlsen. De producerede  en lang række programmer med udblik til såvel kultur som samfund. Vel op mod 100 stks.

Ud over disse enkeltstående programmer produceredes nogle serier,                                                  To om tro – John Carlsen og Mogens Hansen i samtale med en tredie skiftende kultur-person. Ca. 20 uds.                Vers og viser om Vorherre, produceret af Mogens Hansen  og journalisten Lis Kildegaard med salmer og folkelig sang og fortælling fra hele landet. 35 uds.

Siden 2000 har kirke og tro været på DR-skærme med faldende hyppighed og med et stærkt udvidet tros-begreb.

Senest serien Adam og Eva, med Adam Holm og Eva Selsing. (Igen kvinde og mand!) Den ene markeret ateist, den anden ditto kristen  – det er oftest den måde man sikrer alsidighed på.           DR præsenterede det således: Den frisindede ateist Adam Holm og den troende og konservative Eva Selsing repræsenterer to hovedstrømninger i dansk og europæisk kultur.                                    To sæsoner, 12 udsendelser, med god vilje handlede fire af dem om noget i retning af tro. Men de optræder alle  i såvel økonomien som i statistikken som “Tro”.

I 2016 var der en serie, på seks udsendelser om 1000 års tro fra 2016. De blev tilrettelagt på baggrund af Peter Lodbergs bog og med ham som konsulent

Sidst i 2016 havde Gertrud Højlund seks samtaler med videnskabsmænd under titel Tro, håb og videnskab.

I 2012 samtalede Morten Thomsen Højsgaard med den kvindelige imam Sherin Khankan under overskriften Tro om igen i otte programmer. Mand – kvinde – to forskellige slags tro. Igen!

I 2009 var Dina El-Arhayem vært på en serie kaldet Univers. Samtaler om tro og eksistens. Ikke specielt kristent.

I 2008 sendte DR programmerne Skriftestolen, hvor præsten Preben Kok samtalede med en gæst om hverdagens udfordringer. Kok blev  afløst af præsten Hanne Marie Houkjær.

Denne liste kan meget vel have huller. Men det ændrer ikke ved principielle: DR tolker begrebet tro meget bredt. Kirken er ude af billedet. Kristen tro en blandt andre.

Det skal med. at det nu hedengangne DR-K var ganske gode til at indkøbe udenlandske  TV-dokumentarer, men altid i historisk og geografisk sammenhæng. Nu hvor DR-K er nedlagt vil det vise sig, om den slags programmer findes fremover.

Beskrivelse af  perioden     

Perioden 1975 – 2000  var blomstringstid for stoffet, særligt på radiosiden. Selv om det hed sig, at danskernes optagethed af religion var aftagende, oplevede vi stigende interesse.  Vi arbejdede ud fra tre kategorier: 1. Forkyndelse på kirkens vilkår. 2.Forkyndelse på mediernes vilkår. 3. Udsendelser OM kirke og tro. I alle tre kategorier tilstræbte vi at tage udgangspunkt i lytterne / seerne. Og at inddrage kultur, samfund og politik i stoffet. 

Der var bred interesse for stoffet. Vi havde høje lyttertal. I nogle år var “Søndag morgen – om os selv og det vi tror på” P1s mest aflyttede udsendelse. Vi modtog både faglige og folkelige priser.

Ved periodens begyndelse hørte stoffet til i Kulturafdelingerne. Der var altså ingen fagredaktion. Det er et godt princip i Grundtvigs fædreland. Vi var genstand for misundelse i andre lande. I de nordiske land var stoffet administrativt stærkt bevogtet af kirken. I Finland køber kirken sendetid på YLE med udsendelser lavet af kirkeligt ansatte medarbejdere.

Da faglige redaktioner blev uundgåelige, fik trosstoffet også en sådan, med sæde i Århus for begge medier vedkommende.  Den er nu placeret i København. I det hele taget har DR i  de seneste år været præget af centralisering i København.  

Der var i hvert fald to forudsætninger for at det i de første år lykkedes i et vist omfang:

1.Vi var alle fagligt velfunderede. Journalisterne havde en kirkelig viden, teologerne arbejdede journalistisk. Igennem perioden var vi omkring 10 teologer og kirkeligt vidende journalister. En forudsætning for at stille de rigtige spørgsmål er, at man selv kender til svaret. En læresætning, der ikke længere gælder i DR. Faglige medarbejdere ansættes næsten ikke mere. Journalistiske generalister foretrækkes.

2. Vi havde frie hænder! Ledelsen indså, at det var os, der kkendte stoffet. DR var dengang en anden arbejdsplads end den er nu. Vi befandt os i en slags niche. Men såvel vi som lytterne / seerne befandt sig godt dér.

Den manglende faglighed i produktionen nu bliver særligt afgørende, fordi programmer om tro og religion meget let bliver afhængige af den enkeltes forhold til religion, såvel negativt som positivt. Programmerne bliver personlige, for ikke at sige private. Faglig viden forsvinder. Man formidler ikek lænegere viden men meninger for slet ikke at tale om MENING.

Afgørende for beskrivelsen af evt. forskelle mellem fortid og nutid i DR, er strukturen i DR. Indtil 90-erne var det de producerende medarbejdere, der stod for såvel koncepter som indholdet i programmerne, inden for de rammer som de ledende medarbejdere angav. Altså en arbejdsproces nedefra.

DRs arbejdsstruktur er nu omvendt. Selv ned i mindste detalje bestemmer ledelsen (DR medier) form og indhold. De producerende medarbejdere (DR produktion) har hverken indflydelse på programmernes form end sige deres indhold. Hvis en medarbejder får godkendt en program ide (to gange om året åbnes der for muligheden) kan denne ikke regne med selv at føre den ud i livet, hvis den godkendes. Ledelsen vælger værten, som regel to værter, alder og køn, om der må være musik i programmet, at man hver halve time skal afbryde programmet for at minde om, hvilket program der er tale om etc.

Det er her den manglende fagligheden bliver synlig. I forhold til de her behandlede programmer betyder det, at det på såvel radio – som TV-området ikke er teologisk-kirkeligt kyndige folk, der bestemmer, og at derblandt de producerende medarbejdere  pt. kun er én  fagmedarbejder.  Det er et afgørende problem omkring tro, religion og kirke i DR netop nu.

Det gælder i høj grad gudstjenesterne. Jeg var i 8 år teologisk medarbejder på TV-gudstjenesterne. Jeg havde  tidligere i 15 år ansvaret for radiogudstjenesterne. Min erfaring med de to opgaver er beskrevet ovenfor. Radiogudstjenesten er langt den bedste formidler af kirkens forkyndelse.                        

DR har meddelt, at der vil ske visse fornyelser, som det kaldes. Så vidt vides kommer det ikke til at handle om det, som er tiltrængt, nemlig er grundig teologisk – mediemæssig eftertænkning af det man gør.

Danmark er stadig et medie-teologisk u-land.

 

Januar 2020

Mogens Hansen

Mogens Hansen

Dalgas Boulevard 81 3. th

mediemoha@gmail.com                            2000 Frederiksberg

http://www.mediemoha.com                                 telf.  61603691

Kirken i en coronatid.

Menighed –  sammen hver for sig.

 

Med coronaen har kirkerne endelig opdaget radio og tv.

Hvordan forholder radio og tv sig til kirkens gudstjeneste?Det begyndte i 1925. To journalister henvendte sig til Københavns daværende biskop, Ostenfeldt, og spurgte, om de måtte sende en gudstjeneste i det nyopfundne radiomedie. Svaret var: “Nej, en gudstjeneste kan man ikke broadcaste. Den forudsætter et fysisk fællesskab!”

Slukørede gik de videre til kirkens store mand i tiden, Olfert Ricard, der efter nogen tøven sagde: “Så lader vi være med at spørge og gør det alligevel!”  Den 22. februar 1925 gik man i luften. Hvorefter samtalen sluttede , før den var begyndt. Så gik der næsten 100 år. Coronaen kom og kirkerne opdagede radio og tv.

Her er et par historiske kendsgerninger.

I starten satte teknikken begrænsninger for, hvilke kirker man kunne sende fra. Fire københavnske kirker lagde rum og stemmer til. I 40-erne blev det til otte københavnske kirker samt domkirkerne. I 50-erne kunne man komme rundt i landet. Prædikanterne var kirkelige kendisser.

I 1932 skruede man op for antallet. To er bedre end en, mente man. Om sommeren betød det to gudstjenester, med en times mellemrum!

Samtidig arbejde andre radiofonier med forskellige former for forkyndelse. Danmark bekræftede sin status som medie-teologisk u-land.

I de første 20 år fandt anden-tjenesten sted i Christiansborg Slotskirke. København biskop udvalgte prædikanterne.

I 1949 ændredes den til en studiegudstjeneste. I stedet for at tage ornat på i Slotskirken med en menighed i bænkene, gik de udvalgte præster til Radiohuset, hvor de i et studie indlæste dagens tekster og bønner samt en prædiken. En anden dag kom medlemmer af Radiokoret og sang salmerne.

Vi gamle husker navnet på den gennem årene faste organist: Bengt Johnsson.

Menigheden sad hjemme i stuerne. I 21 år! Ja, ikke de samme mennesker naturligvis, men fænomenet: Gudstjeneste uden menighed i samme rum.

Det må siges at være et afprøvet koncept!

I begyndelsen af 70-erne forsøgte man med egentlige studiegudstjenester. Indholdet var gudstjenestens, men formen var radiofonisk. Igen sad menigheden ude ved højttalerne.

I 80-erne tilrettelagde jeg udsendelser om gudstjenesten, både den i kirken og den i medierne. Det blev lysende klart, hvor stor betydning radiogudstjenesten havde. Ingen tvivl om, at brugerne opfattede sig som en del af et fællesskab. Som en skrev: “Det er som at sidde bag en søjle. Jeg kan høre, jeg kan synge med,  jeg  kan ikke se, men det gør ikke noget, jeg er med”.

Indtil 70-erne var en dansk højmesse oftest uden nadver. Nu begyndte nadveren at blive en del af normal-højmessen. Det betød, at radioen fik indstiftelsesordene med. Det var ikke godt, for selve nadveren kom ikke altid  med. Det ville jeg gerne gøre noget ved.

Men den grundlæggende opfattelse dengang var, at radioen var gæst og vi måtte ikke ændre på de lokale forhold. Jeg mindes en transmission fra Viborg Domkirke, hvor der var 7 dåb. Med fuld tilspørgsel!

På det punkt har tiderne ændret sig. Så vidt jeg ved, går samtalen fint mellem DR og transmissionskirkerne.

I 80-erne begyndte de nordiske teologiske radiomedarbejdere at overveje, hvad man kunne gøre ved situationen omkring nadveren. Det endte med, at vi opfordrede lytterne til at tage brød og vin frem og deltage.

Fra de mange breve ved vi, at det blev overordentlig godt modtaget. “Tak fordi vi får lov til det, vi altid har gjort.” ” Min mand døde et par dage efter at vi havde deltaget i nadveren i radioen. Det betød uendelig meget for os.”

Ved en fællesnordisk gudstjeneste fra Frederikstad i Norge prædikede biskop Per Lønning. Inden gudstjenesten havde vi radiofolk en samtale med ham om det med nadveren, og i alle fire radiofonier opfordrede vi til deltagelse, ligesom Lønning som afslutning på prædikenen overvejede såvel teologiske som sjælesørgeriske sider af sagen, inden også han opfordrede til deltagelse.

Senere den dag tænkte vi efter. Hvad var der sket? Transmissionen blev sendt direkte i Norge og Sverige kl. 11, deres faste gudstjenestetid. I svensk-finsk radio blev den sendt kl. 13 og vi sendte den i Danmarks Radio kl. 17!

Den kunne høres fra Nordkap til Gedser, fra Bergen og til den russiske grænse, og der var omkring 3 millioner lyttere, potentielle nadverdeltagere.

Teknikken havde sprængt gudstjenestens tid og sted. En gudstjeneste kan man ikke broadcaste – så gør vi det alligevel!

Nadver i radio og tv er ikke et spørgsmål om oblat contra kiks. Nadverens grundide med det ene brød vi deler, er i forvejen tabt ved indførelsen af den problematiske oblat. Ej heller drejer det sig om kirkens vin contra egen portvin. Og der bliver ikke noget tilbage. Kiksen bliver spist og vinen drukket.

“Problemet” er alene afstanden mellem en rettelig kaldet persons læber og det Jesu Kristi legeme og blod, som spises og drikkes af den troende. Ordet skaber hvad det nævner

Det handler ikke om privat nadver, sådan som det fejlagtigt hævdes, men om en udvidelse af kirkens rum og gudstjenestens fællesskab.

Hvis ikke det er ret nadver, så må vi give Ostenfeldt ret og bede DR standse transmissionerne. Det vil de vist ikke blive særlig kede af!

I disse uger giver kirkerne masser af bud – måske ligefrem bedre bud – på, hvordan moderne teknik kan og skal bruges i evangeliets tjeneste. Det var på tide!

Samtidig er det blevet tydeligt, at det er kontakt med egen menighed, man beder teknikken om at etablere. De landsdækkende medie-gudstjenesters tid er ved at være forbi. Nu må kirkerne selv tage sig af det.

Gudstjenester i tv er et større problem. Efter at have arbejdet med de her sager i 35 år og været ansvarlig for såvel radio- som tv-gudstjenester, er jeg ikke i tvivl: Tv er rigtig dårlig til gudstjenester.

Det skyldes mediets natur. Tv er en del af underholdnings-industrien. Selv nyhederne har underholdning som ideal, man kalder det infotainment.

Desuden kræver moderne tv hurtige billedskift, og det er tv-produceren, der bestemmer, hvad man skal se på – herunder mennesker i nærbillede. Vi andre er uden for og ser på. Ville de dog bare lade billederne vise det, det drejer sig om, og ikke alt muligt andet.

Siden 2005 har DR sendt for-producerede tv-gudstjenester. De sendes normalt fra samme kirke fire søndage, og optages i løbet af 2 dage, senest en uge før den første skal sendes.

Det var noget DR selv fandt på. Vi var to teologiske medarbejdere, som talte imod, og da vi ikke blev hørt, måtte vi sige farvel. Der var ikke plads til teologisk eftertanke. Sådan er det desværre stadigvæk.

Den båndede gudstjeneste er problematisk. Af flere grunde. Gudstjenesten nytårsnat det år med tsunamien blev optaget før vi vidste noget om omfanget. Gudstjenesten var uden ord i anledning af katastrofen. Det var pinligt. Sådan som det skete forrige søndag fra Sorgenfri kirke, fire dage efter at vi alle var gået i corona-hi. Præstens ord var tre uger gamle! Eneste trøst er, at der er under 10.000 seere til en tv-gudstjeneste

Inden vi blev bedt om at gå fra borde, gjorde Egon Lausen og jeg nogle forsøg på alligevel at finde frem til tv’s muligheder. Egon tilrettelagde en gudstjeneste, hvor kameramanden havde kameraet på skulderen, mens han sad på kirkebænken og under nadveren gik frem og knælede. Elementerne blev rakt frem mod linsen.

Fra Birkerød sendte jeg en gudstjeneste helt uden menighed, med kirkens mange skønne kalkmalerier som “tekst”, en præst læste tilsvarende bibeltekster, og et kor af høj kvalitet sang salmer. Menigheden sad foran skærmen. Her var ingen forstyrrende mellemled. Det var ikke noget man overværede. Man var en del af en menighed. Sammen og hver for sig.

Måske kan undtagelsestilstanden i denne tid få sat gang i dén teologiske samtale, der ikke lykkedes for os i fredstid. Ostenfeldt og Ricard har stadig meget de skal have sagt til hinanden.

Mogens Hansen

cand. teol og præst

tidl. programredaktør i Danmarks Radio

Gudstjenestens fælles sang – plads til forbedringer

Jeg har været med fra begyndelsen midt i 60-erne. “Vi må ha’ no’en nye salmer!”Ikke at jeg har skrevet eller komponeret. Jeg har indsamlet, importeret, redigeret og kolporteret, i medier og i sognegårde. Vi er kommet langt! Der er mange nye salmer. Og vi synger dem. Nogle af dem burde vi måske lade ligge. Men det er en anden historie. Tillykke og tak til jer der skriver, komponerer, synger og spiller. Nu skal vi til næste opgave: At skabe rammerne for fælles sang ved gudstjenesten! Vi har nemlig sjældent fælles sang ved gudstjenesten, selvfølgelig med mange undtagelser. Oftest sidder vi nogen stykker hist og her i kirkerummet og synger for os selv. Måske ligefrem til irritation for dem omkring os, der ikke synger.

Hvis jeg skal opleve fælles sang, skal jeg gå til andre folkelige fællesskaber end en gudstjeneste.  Er det fordi gudstjenesten ikke ER et folkeligt fællesskab? Jeg skal til Smukkoncert under Skanderborgs bøge . Kim Larsens død fik fællessangen til at bølge. På højskolerne og efterskolerne siger de, at morgensangen har fået fornyet styrke. Rygtet fortæller, at der synges så det ligner besættelsens alsang rundt om i landskabet. For slet ikke at tale om mine børnebørn, når de med hørebøfferne på synger sammen med Rasmus Seebach! Aldrig har menneskeheden haft så megen musik mellem ørerne og ud af munden. I bogstavelig forstand. Vi er med-syngere, på såvel live – som mediesang, Musikken er livs-puls og forsangeren giver pulsen livgivende ord i fællesskabets rige.        Men når Guds Rigets nærvær skal fejres, synger vi ikke sammen. Knap nok hver for sig. Vi kan ikke længere give de gamle salmer skylden. Fællessangen er ikke blevet meget bedre med de nye salme. Hvorfor skal jeg gå ind i et musikmæssigt SÅ anderledes rum, når jeg er til gudstjeneste? Der er mer’ end nok, der er anderledes og uforståeligt derinde.

Et forsøg på en diagnose

Tillad  mig at stille nogle spørgsmål i den anledning. En diagnose er afgørende for helbredelse. Undskyld hvis jeg sårer dem, der er på sundheds og sandheds vej, men skal vi tale om tingene, bliver vi  nødt til at generalisere omkring en tendens.

Hvorfor sidder vi ned og synger? Man KAN ikke synge, når man sidder sammenklemt. Vi sidder og synger i nakken på hinanden. I et klamt overfrakkefællesskab. Det fremmer ikke fællessangen. I min sognekirke er de gode til at lære os nye salmer. Et kvarter før tid står kor og organist foran os ved flygelet og lærer os dagens nye salme. Så går de ellers op til orgelet og synger os i nakken resten af tiden. På den måde kan vi da ikke synge sammen. Jeg har forstået. at dét oppe foran i kirken kaldes koret. Så må koret vel have stået der engang. Hvorfor gemmer de sig nu?  Jeg kender godt alle svarene, men de er bortforklaringer. Og jeg KAN ikke forstå, at kirkesangeren skal stå nede ved orgelet. Den gamle degnestol er jo øverst i kirkerummet, og man kan sagtens finde en anden til at fortælle organisten, at vi synger på sidste vers.

Selv om der er meget godt at sige om mange af de nye salmers melodier, er det ikke folkelig sangbarhed, der præger resten. Jeg kender hele diskussionen fra J.A.P.Schultz over de romantiske lieder til Laub og hans efterfølgere. Hvorfor kan kirkens musikere ikke lære af dem, der har succes med fællessangen? Nu må det være slut med den med, at de ikke er børn af huset.

Hvorfor er der stadig mange organister, der spiller, så vi ikke kan synge med? Det er det med tonehøjden, tempoet og de manglende vejrtrækninger. Jeg ved godt at kirkekoret vil ha’ det sådan. Men det er menigheden, der skal synge, er det ikke?

I søndags var jeg på fremmed kirkebesøg. Selv om jeg er livslang klaverspiller, uddannet sanger og basbaryton, fik jeg i søndags ikke lov at bekende troen. De professionelle havde så travlt, at jeg ikke kunne følge med. Jeg tabte pusten. Og pulsen gik grassat. Puls er livets rytme og noget af det væsentligste i musikken. De første to salmer lå garanteret oppe på et d, måske ligefrem, jeg KUNNE ikke klare den dér tidligt på morgenen. Det ku’ de andre kirkegængere tydeligvis heller ikke.

Fællessang er fællesskab

Vi MÅ osse overveje, om det, at folkekirken betaler korsangere for at synge ved gudstjenesten er fremmende for fællessangen? Børne- og ungdomskorenes medvirken er positivt, men hvorfor ikke arbejde videre med almindelige voksne, frivillige folkekor, sådan som det er tolfældet i Sverige og England? Så kommer der jo osse flere i kirke.

Vi lider stadig under påstanden om, at melodien alene skal understøtte ordene.

De siger melodien ellers tager opmærksomheden fra teksten. Men er det ikke en fordrejning af sagen? Jeg troede at den uhellige alliance mellem Laub og hans efterfølgere  og de grundtvigsk – tidehvervske  kirkelige magthavere var overvundet. Hvis vi vil fælles sang skal det være dejligt at synge. FÆLLES sang.

En sang er et digt, der har fået en melodi. Det udgør et hele. Tekst OG melodi. De er lige værdige. Og vi MÅ ha’ lov til at være glade for at synge en god melodi.

Langt de fleste af os forbinder en sang/salme med dens melodi. Det er den, vi husker, vender tilbage til og glædes ved. SAMMEN med ordene. Jeg synes det er vanskeligt både at læse / opfatte / forstå en tekst OG synge ordene samtidig. Især når ordene kræver omfattende tanke-energi. Det gør de gamle salmer naturligvis. Allerede Grundtvigs samtid gjorde vrøvl over hans sprog, men osse mange af vore nye salmer har et så særligt, poetisk sprog og krævende indhold, at de reelt ikke egner sig til fælles sang. Vi ville få meget mere ud af det, hvis vi læste dem. Kravet om litterær, teologisk og musikalsk kvalitet skal selvfølgelig fastholdes, men der er osse noget der hedder funktionel kvalitet. I hvert fald hvis man lægger vægt på salmesangen som fælles sang som et afgørende fællesskabs-skabende element i gudstjenesten. Vi synger med hjertet. Hvilket ikke er det samme som føleri eller sentimentalitet.                    I de senere år har vi osse hos os oplevet et gospel-boom. Hundredvis af mennesker er kommet indenfor ad den vej. Men det går ikke til søndagsbrug. Vores betalte sangere og musikere kan ikke synge det og vi andre er for gamle til at synge med. For slet ikke at tale om det, at teksterne er lidt tynde til gudstjenestebrug. Og på engelsk. Men er der ikke noget I, der arbejder med nye salmer, kan lære af gospel?

Gå hen og gør ligeså!

Vi kan uden videre gå i gang med at gøre det her:

  1.  I de store kirker skal vi få kirkegængerne til at sætte sig i nærheden af hinanden. Kan man ikke ligefrem spærre nogen af bænkene af?
  2. Såvel kirkesanger som kor skal placeres foran i kirken. Hvis man mener, det gir problemer med samspillet med orgelet, så er kamera og monitor opfundet.
  3. Vi skal op og stå, når vi synger. Og sidde, når vi hører tekster. Det er fremmende for det at synge og at lytte. Mange udenlandske traditioner for længst opdaget det.
  4. Vi kan i stedet for en fælles salme læse den, især hvis det er de tunge, ældre salmer. Og spille et interludium til.
  5. Vi siger tak for sangen til de betalte kirkekor. I store kirker, hvor musikken har en særlig betydning for gudstjenesten, skal de naturligvis bevares. Men i alle de andre kirker skal vi i stedet arbejde med lokale kor og grupper af syngende mennesker.
  6. Vi skal have nogen ordentlige samtaler med vore professionelle kirkemusikere om den måde de spiller på. Ikke fordi vi skal blande os i deres faglighed, men der er noget vi skal have talt om for at finde hinanden i fælles sang..
  7. Må vi bede salmedigterne og – komponisterne om at huske, at en salme er en fælles sang. Tekster til fælles sang skal være enkle. Gerne med omkvæd og andre former for gentagelser. Melodierne skal være sangbare og uden for store stemmekrav. Skriv dertil meget gerne andre tekster og anden musik og afhold  mange flere sang- og musikgudstjenester.

Når vi så har gjort vores hjemmearbejde – ikke gjort det færdigt, det bliver det aldrig, men i det mindste er begyndt på det – så kan vi tage fat på det, som måske er folkekirkens egentlige problem, nemlig at det danske folk er religiøse analfabeter. Det gælder ikke blot i almindelighed men osse dybt ind i kirkefolket. HAR vi noget at synge om? I fællesskab…..

God arbejdslyst.

19.10.18

Når troen bliver elektronisk                           Kronik Kristeligt Dagblad d. 1. dec. 2016

De siger det snart bliver jul. Så skal vi til det igen. Kirkefolket – herunder nærværende organ – er ved at varme op til den rituelle klagesang over, at radio og TV ikke i forventet omfang afspejler den kristelige del af folkefesten. Og de ansvarlige er klar med bortforklaringerne. Samtidig er politikerne gået i skyttegravene for at udkæmpe slaget om den fremtidige fordeling af penge til medielandskabet.                                                     

Må jeg foreslå at vi benytter lejligheden til at overveje forholdet mellem kirke og medier? Min baggrund  er, at jeg som medarbejder  i Danmarks Radio i 35 år har været grænsegænger. Undertiden på kirkens område. Undertiden på mediernes. Fronten skiftede. Det har været en storartet læreplads.

Min interesse var ikke så meget journalistiske udsendelser om kirkens forhold. Nej, det spændende er de øjeblikke, hvor det elektroniske medie ER kirke, et sted hvor troen og dens virkelighed folder sig ud.

I de 90 år, hvor kirke og tro har været i de elektroniske medier, er de blevet behandlet bedre end noget andet sted i det offentlige rum. Alle har haft glæde af det: Billige og nemme programmer, og de oplagte kunder – kirkefolket – har været mere end tilfredse, når blot de fik det, som de ville have  det. Og det gjorde de – engang! Nu går den ikke længere. Der findes ingen religions-helle! Heldigvis, for positiv særbehandling er døden.

En følge af folkekirkens specielle ledelsesstruktur har været, at vi i Danmark har overladt sagen til en privat forening, stærkt præget af missionske og frikirkelige kræfter, Kristelig Lytter- og fjernseerforening, nu kaldet Kirke og medier.  Det har historisk set haft alvorlige følger for det som engang blev kaldt kirkelige programmer i Danmarks Radio.

En af foreningens toneangivende formænd, sognepræst Svend Aage Olsen, sagde det klart og tydeligt: ’Forkyndelsen i medierne skal ske fra menighedens forsamling, tæt ved dåb og nadver.’ Det er det modsatte af, hvad teologisk og mediemæssig omtanke og eftertanke på verdensplan har sagt om kirke og medier.

Som den eneste radiofoni i verden har Statsradiofonien/Danmarks Radio således sendt to radiogudstjeneste-transmissioner hver søn- og helligdag. I de fire sommermåneder var der kun en time mellem dem. På en monopoliseret radiokanal. Utroligt, men sandt!   

Det grundlæggende problem, når gudstjenester kommer i medierne, er at vi gøres til tilskuere til andres gudsdyrkelse. Stik imod gudstjenestens natur. Den der kender melodien ’synger med’, alle andre får bekræftet  fordommene. Mediegudstjenester spreder i stedet for at samle.

Det gælder ikke mindst TV-gudstjenester. Især sådan som det foregår nu. Man kalder det DR-kirken. Hvad betyder det for DRs selvforståelse? Kan DR stå som tilrettelægger af en gudstjeneste? Har DR sin egen kirke?  TV-mediet er i ALLE sammenhænge underlagt  underholdnings – industrien. Det er en tilstand der smitter. Idealet for nyhedsjournalistik er info-tainment, det skal både oplyse og underholde. Dertil kommer, at der i DR-kirken er tale om optagelser af gudstjenesterne. Flere ad gangen. Med fuld skrue på de involverede kirke- og mediefolks hittepåsomhed. Endnu en belastning af gudstjenestens natur.

Sådan som teknikken har udviklet sig, er det gammeldags at sende landsdækkende medie-gudstjenester. Et tryk på telefonen kan bringe lyden fra sognekirken hjem til stuen. Lige så enkelt er det at streame den lokale gudstjeneste eller senere på søndagen at bringe en optagelse hjem til din dvd-afspiller med kærlig hilsen fra din sædvanlige kirkebænk. Langt billigere og langt mere teologisk og menneskeligt relevant.

Da vi (DR) i begyndelsen af 80-erne efter 50 år(!) afskaffede den ene af radiogudstjenesterne, skete det under protest fra KLF. Vi ville i stedet lave programmet ’Søndag morgen – om os selv og det vi tror på’ med etik-værksted, bibel-værksted, salme-værksted og samtaler om søndagens tekst. Det fik 5 gange så mange lyttere som gudstjeneste-transmissionen havde haft, og var i en årrække P1s mest aflyttede program. Programmets folkelige og kirkelige betydning i de 14 år, det blev sendt, er veldokumenteret.

Tillad mig at referere et brev fra de år: ´Jeg er ikke religiøs. Jeg kunne ikke drømme om at gå i kirke. Men jeg sætter vækkeuret til at ringe søndag kl. 8 for at høre jeres åbne, tolerante og væsentlige program om livet´. Det var udsendelser, hvor man talte om mening i stedet for at lufte meninger. I en radiofonisk form. Sådan som det stadig sker i programmet `Mennesker  og tro´.   

Når kirken skal i medierne, gælder det ikke om at forkynde, men at for-midle, ikke om at oversætte, men at omsætte. Præstekjolen skal hænges i garderoben.

De fleste vestlige lande har siden 30-erne haft en radiofonisk tilrettelagt morgenandagt. Danmark fik først sådan en i 1975 ved en politisk studehandel mellem Arbejdernes Radioklub og KLF. Pastor Olsen protesterede over resultatet. Han ville have en ’salmesandwich’, d.v.s. salme for og bag, en bøn og et bibelord samt en udlægning ved en præst. Gud ske tak og lov fik vi det forhindret. ’Ved dagens begyndelse’ blev en radiofonisk eftertanke ud fra en kristen livsholdning. Fra starten et af Danmarks Radios mest markante succes-programmer, (citat af en generaldirektør). Kun DRs egen dårlige pleje af form og indhold berettigede til programmets ophør. Vi er således det eneste vestlige land, der pt. IKKE har et af radiofonien tilrettelagt ’ord til dagen’. Man forsøgte i nogle år i et  samarbejde med kirkefolk at sende Dagens ord på DRs hjemmeside. Nu findes det alene på hjemmesiden ´Folkekirken´.

Til gengæld har vi siden 1931 som det eneste land haft en direkte sendt liturgisk andagt, sendt fra og tilrettelagt af Københavns Domkirke. Formen har varieret gennem årene, Domkirkens skiftende medarbejdere har sat deres præg på indholdet. Den kommer ’fra menighedens forsamling’, selv om denne fysisk set ikke er særlig talrig. Og selv om en liturgisk morgenandagt ikke er en dansk tradition. De andre domkirker blev spurgt, om de ville være med i en turnus. Alle ni sagde nej tak! Der er en vis grad af kunstigt åndedræt over Københavns Domkirkes morgenandagt.

Lidt faktiske tal. Højmessen på P1: Fra 1979-1982 gennemsnitligt 195.00 lyttere. I dag er der 61.000 svarende til en andel af alle radiolyttere på 4,2%. TV-gudstjenesten havde i 18 årlige transmissioner i perioden fra 1979 – 1985 et gennemsnit på 188.000 seere. Nu er der hver søndag 15.000 (andel 2,7%). Morgenandagten på P1 havde fra 1979 – 1982 113.000 lyttere, nu er der på P2 13.000 lyttere (andel 1,5%). På TV-K følger 2.000 med. Endelig har Mennesker og tro på P1 i dag 79.000 lyttere inkl. genudsendelser (andel 4,3%). Det er tal, der giver alle noget at tænke over.

Kirkens folk må selv tage fat på den konstruktive eftertanke. Vi skal IKKE regne med, at DRs folk kan eller vil den slags. De tider er forbi, hvor Danmarks Radio gør kirkens arbejde!

Selvfølgelig  har jeg visse ideer om fremtiden. Men som min gamle redaktør sagde med et smil: ´Dig gider vi ikke lytte til. Du er erfaringsramt!´ 

Før var udfordringerne mest kirkens. Nu er der meget der tyder på, at det er medierne, der skal holdes i ørerne. Det farligste for troen er, at sagen bliver afhængig af folk, hvis forhold til kirke og tro enten stammer fra en elsket bedstemor, der gik i kirke eller fra en dårlig oplevelse ved en barnedåb. Ingen sag tåler usaglig og ufaglig behandling.

Glædelig medie- jul. Personligt glæder jeg mig mest til julemorgen i min sognekirke.

Nadverens ydre form – en misforståelse.

Det siges undertiden, at det ydre i en gudstjeneste er ligegyldigt, og at det afgørende er ordene. Det er næppe rigtigt.

Det æstetiske spiller en stor rolle, det smukke kirkerum, den fine udsmykning og den fine musik er alt sammen med til at sikre, at det guddommelige har så fine og rigtige rammer som muligt. Desuden er det helt afgørende, at intet i det ydre modsiger det indre budskab, og det er – desværre – netop det, der er tilfældet i den hidtidige, almindelige nadver-form i Danmark.

Det jødiske Påskemåltid.

Nadveren (ordet er gammelt dansk for ”aftensmad”) har først og fremmest sin baggrund i det måltid, som Jesus fejrede lige før sin henrettelse og opstandelse, sådan som det er overleveret i Det ny Testamente. Der var tale om det traditionsrige rituelle jødiske påskemåltid, men Jesus omtolkede ved den lejlighed betydningen af dette måltidsfællesskab.

Jesus tog bordets brød (som ved den lejlighed var ugæret brød, til minde om jødernes udfrielse fra Egypten), han takkede (han bad den traditionelle rituelle bord-bøn) og brød brødet (værten uddelte altid brødet, som man ikke skar i skiver, men brækkede i stykker). Samtidig sagde han, at brødet var hans legeme. Som brødet ”går i stykker”, når det brydes, går Jesus ”i stykker”, altså dør, og som det ene brød deles ud til de tilstedeværende, sådan skulle han blive en del af alle, og de skulle ved at spise af det samme brød, blive et fællesskab.

Dernæst sagde han, at når disciplene fremover gjorde det samme,  skulle de gøre det til hans ”ihukommelse”. Ihukomme er et gammelt dansk ord, der både rummer betydningen huske og mindes.

På samme måde tog Jesus måltidets vin, takkede og gav dem at drikke (man drak af samme bæger). Mens han gjorde det, sagde han, at vinen var hans blod (jøderne opfatter blodet som sæde for sjælen, altså blodet som udtryk for menneskets, og for resten også dyrenes, liv og identitet, deraf de særlige slagte-regler hos både jøder og muslimer). Dernæst sagde han endnu engang, at de skulle gøre det til hans ihukommelse.

Det kendte påskemåltid (der kan sammenlignes med vores juleaften) og den kendte festmad  (brød og vin) anvender Jesus altså til at skabe et nyt ritual. Et ritual er en ceremoni, hvor noget håndgribeligt får et indre, religiøst indhold ved at en handling ledsages af tydende ord.

De kristnes fællesskab

I kirkens først tid udviklede menighedens gudstjeneste sig med et fællesskabs-måltid som den centrale del. Man tog forskellige madvarer med hjemmefra, og afleverede dem til præsten. Efterhånden kaldte man det Offertorium, der betyder ”det der bli’r båret frem”, og noget af brødet og vinen blev indviet og anvendt ved selve nadver-ritualet (der efterhånden blev kaldt Communion, der betyder ”fællesskab”).

Den mad, der blev til overs, spiste man bagefter ved en slags kirkekaffe (efterhånden blev det kaldt Agape, der betyder ”kærlighed”). Man sørgede altid for, at der også fra dette måltid blev noget til overs, og det blev bragt ud til de fattige og syge i menigheden.

Oblaten

Omkring 1100-tallet begyndte menigheden i stedet for madvarer at medbringe mønter til gudstjenesten. Derved blev sammen-hængen mellem hverdagens fødemidler og det rituelle måltids ydre form svækket, indtil en eller anden fandt på, at det brød, der anvendtes ved Communionen, skulle have form af en mønt for at fastholde sammenhængen mellem det, menigheden bar frem ved gudstjenesten (offertoriet), og det, man modtog i nadveren. På denne måde opstod. oblaten. Ordet har igen med  ”det der bliver båret frem” at gøre og er det lille kiks-lignende brød, som er bagt af ugæret mel.

Men derved skete en markant ændring af symbolet i nadverens ydre form. Mens det ene, hele brød, brækket i stykker og uddelt til nadver-gæsterne, i sig selv udtrykker fællesskab, udtrykker oblaten i sig selv derimod det individuelle, personlige.

I vor tid er der yderligere sket det, at de oblater, som normalt anvendes i danske kirker, og som bages på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, er præget med et kors eller krucifiks. Begge dele har medført, at nadverens betydning af fællesskab er blevet svækket og nadver-brødet er i sig selv blevet ”religiøst”.

Nadveren som sjælden og privat begivenhed

Det private ved nadverforståelsen udviklede sig så meget, at man i Danmark helt op til begyndelsen af 1900-tallet skulle tilmelde sig hos præsten 24 timer før deltagelse i nadveren, dels for at nadvergæsten kunne forberede sig ved faste og bøn, dels for at præsten kunne holde styr på, hvem der deltog, idet nadveren blev brugt som middel for kirketugt (den tanke, at menigheden kun må bestå af både kirkeligt og juridisk ustraffede, ”pæne” personer).

Det betød også, at gudstjenesten kun ved visse lejligheder indeholdt nadver, og at menigheden derfor kun kunne deltage i nadveren få gange om året.

Vi ved således, at en af kristenheden store personligheder og flittige kirkegængere således kun har deltaget i nadveren 13 gange i sit liv og det kun ved de særlige fredags-altergange i Vor Frue i København

Nadveren som udtryk for fællesskab

  I de seneste generationer har der i Danmark udviklet sig en ny, men i realiteten altså gammel og oprindelig forståelse af nadveren, sådan at nadveren fra den nuværende gudstjenesteordnings indførelse i 1992 er blevet en fast del af enhver højmesse, hvorfor deltagelsen i nadveren er steget kraftigt.

Det må få konsekvenser for nadverens ydre form, sådan at denne igen bringes i overensstemmelse med det, den skal udtrykke: fællesskab med Gud i Jesus Kristus og derved fællesskab med hinanden, på trods af og på tværs af alle former for skel, både mellem Gud og os og mennesker imellem.

Hertil kommer, at flere og flere kirker har det som kaldes tavs uddeling, hvor tydningsordene kun udtales een gang samlet for hvert “alterbord”. Og enkelte steder synges der salmer under selve uddelingen.

Brød og vin

Det er derfor Menighedsrådet i Vor Frelsers Sogn har vedtaget et forsøg med en meget beskeden ændring af nadverens ydre form.

Vi anvender et af hverdagens almindelige brød. Kordegnen vil søndag morgen bage et brød nogenlund i den størrelse, som svarer til det vi har brug for. Præsten, “bryder” d.v.s. brækker det midt over som billede på Jesu død, og kordegnen uddeler et lille stykke af det fælles brød til nadvergæsterne. Vi anvender en almindelig, god rødvin, fordi det er en sådan de fleste af os drikker til vore særlige og festlige måltider. Vi må nok konstatere, at tanken om at drikke af et fælles bæger giver vor tid for mange hygiejniske problemer, hvorfor vi fortsat normalt anvender kirkens smukke bægre.

Rent praktisk betyder det, at såvel det at spise det lille stykke af brødet som det at drikke en anelse større mængde af vin gør, at det tager lidt længere tid, og at nadvergæsten derfor kommer til at knæle lidt længere ved alteret, men det giver gudstjenesten et roligere præg, og vi har fortsat mulighed for at synge gode salmer imens.

Kirken har udvist manglende omhu over for medierne                

Indlæg i Kristeligt Dagblad 10/7 2010

Der kom et brev til Danmarks Radio engang i 80-erne, angiveligt fra en ældre herre:  ’I må aldrig holde op med at sende morgenandagten. Den betyder to ting i mit liv. For det første at verden stadig består, på trods af det, I lige har sagt i Radioavisen. For det andet fortæller klokkerne, at jeg skal gå tur med hunden. Jeg kunne ikke drømme om at høre selve andagten!’ Jeg har aldrig stødt på en mere præcis beskrivelse af morgenandagtens betydning! Mon ikke såvel mand som hund for længst er døde. Men hvad med verden, hvis også morgenandagten er på vej mod sit sidste amen? Det her er en invitation til at drikke en kop erfarings-te sammen med mig.

I de 85 år, kirke og tro har været i de elektroniske medier, er man blevet behandlet bedre end noget andet sted i det offentlige rum. Alle har haft glæde af det: Billige og nemme programmer, og de oplagte kunder, ’kirkefolket’, har været mere end tilfredse, når blot de fik det, som de ville ha’ det. Og det gjorde de, dengang! Nu går den ikke længere. På alle områder er massemediernes form og indhold ændret, på godt og ondt. Der findes ingen religions-helle! Men kirkefolket er uforberedt.

En følge af folkekirkens manglende ledelsesstruktur har nemlig været, at vi i Danmark har overladt sagen til en privat forening, stærkt præget af missionske og frikirkelige kræfter, Kristelig Lytterforening. Den teologisk-mediemæssige omtanke og eftertanke her til lands har stort set været fraværende. Det har historisk set haft katastrofale konsekvenser for arten af de såkaldt kirkelige programmer i Danmarks Radio.

En af foreningens toneangivende formænd, sognepræst Sv. Aage Olsen, sagde det klart og tydeligt: ’ Forkyndelsen i medierne skal ske fra menighedens forsamling, tæt ved dåb og nadver.’ Det er nok nærmest det modsatte af, hvad omtanke og eftertanke på verdensplan har sagt om medier og forkyndelse.

Som den eneste radiofoni i verden har Statsradiofonien / Danmarks Radio således haft to radiogudstjeneste-transmissioner hver søndag. I de fire sommermåneder var der kun en time mellem dem. På den monopoliserede radiokanal. Nu skal regningen betales for u-rettidig omhu!

Da vi (DR) i begyndelsen af 80-erne efter 50 år(!) afskaffede den ene af gudstjenesterne, skete det under protest fra KLF. Vi ville i stedet lave programmet ’Søndag morgen – om o selv og det vi tror på’. Det fik 5 gange så mange lyttere som gudstjeneste-transmissionen på samme tid havde haft. Programmets folkelige og kirkelige betydning i de 15 år, det blev sendt, er veldokumenteret.

Alle vestlige radiofonier har siden 30-erne haft en radiofonisk morgenandagt. Danmark fik først en sådan ved en politisk studehandel i 1975. Men KLF og pastor Olsen protesterede over resultatet! Han ville ud over morgenandagten fra Domkirken have en ’salmesandwich’, i.e. salme for og bag, et bibelord og en udlægning ved en præst. Gud ske tak og lov fik vi det forhindret. ’Ved dagens begyndelse’ blev et radiofonisk ord til dagen ud fra en kristen livsholdning. Fra starten’ et af Danmarks Radios mest markante succes-programmer’ (Citat af en generaldirektør). Kun DRs egen dårlige pleje af form og indhold berettigede til programmets ophør for nogle år siden. Vi er således det eneste vestlige land, der pt. IKKE har et af radiofonien tilrettelagt ’ord til dagen’.

Til gengæld har vi siden 1931 haft en anden form for morgenandagt, nemlig den direkte sendte liturgiske andagt, tilrettelagt af Københavns Domkirke. (BBC har en der ligner, men den er optaget og redigeret). Formen har varieret gennem årene, Domkirkens skiftende medarbejdere har sat deres præg på indholdet. Men den kommer ’ fra menighedens forsamling’, selv om denne fysisk set ikke er særlig talrig. selv om licenskroner i de senere år har bidraget til dens gennemførelse, og selv om en liturgisk morgenandagt absolut ikke er en dansk tradition – i modsætning til England. Der ER en vis grad af kunstigt åndedræt over Domkirkens morgenandagt

Nu er de programmæssige konsekvenser af det ideologisk-politiske medieforlig så ved at vise sig i horisonten. DRs håndværkere er tvunget til at træffe en række beslutninger, der alle vil gøre ondt, fordi to kanaler skal gøres til een. I stedet for golde protester og rethaverisk tilbagelænethed –ingen af delene fører til andet end frustrationer – kunne vi fra kirkens side benytte lejligheden til den konstruktive eftertanke, der faktisk burde have fundet sted for længe siden. Vi skal IKKE regne med, at DRs folk kan eller vil den slags. De tider, hvor Danmarks Radio gjorde kirkens arbejde, er forbi!

Selv om vi danske på det kirkelige område elsker at være ene-stående, er det på tide at konstatere, at en radioformidlet liturgisk andagt har tiden bag sig. Som antydet er der andre – og bedre – muligheder.

Men vi skal huske, at heller ikke på religionsområdet er der længere monopol. I et masse-medie, der er i folkets tjeneste, må mindretalsreligioner naturligvis deles med majoritetens stemmer om sendetiderne. En ægte samtale mellem mennesker fra forskellige religioner i det offentlige rum vil give spændende muligheder. Hvis morgenandagten fra Domkirken ikke transmitteres på de almindelige DR- kanaler, så skal vi have en anden formidling af tro i radioen. Ikke snak OM tro, det er der rigeligt af, men et program, hvor troen kommer til orde og til tone! Det grundlæggende problem, når gudstjenester kommer i medierne, især i TV men bestemt også i radio, er at vi gøres til publikum til andres gudsdyrkelse. Den der kender melodien ’synger med’, alle andre får bekræftet deres negative fordomme. Hvis der oven i købet, som det er tilfældet med Domkirkens morgenandagt, ikke medfølger nogen form for brugsanvisning, så bli’r det så meget des mere fremmedgørende.

Der er masser af andre muligheder for mediebårne gudstjenester til syge, handicappede og ”jeg-bliver-hjemme-i-dag’- kirkegængere. Sådan som teknikken har udviklet sig, er det ganske enkelt gammeldags med landsdækkende medie-gudstjenester. Alt fra telefon- til DVD-formidling af den lokale gudstjeneste er såvel billigere som teologisk langt mere relevant.

Verden går IKKE under, hvis Vor Frues klokker ikke kan høres på Skagen. Der er en verden af andre muligheder!

Kirken og medierne – et tilbageblik på fremtiden.                                                16.01.2008

Da jeg for 35 år siden satte mig i en mediestol, bestod kontakten mellem kirke og presse af præster, der også ville være journalister og pressefolk, der på en eller anden måde var i familie med kirken. Der var spændende folk iblandt. Rachel Bæklund, der var redaktør af Ekstra Bladets Kærlighedskarrusel. Hjalmar Havelund, der var god for en stabel præstehistorier og Helge Rasmussen, der var den første, der skrev en præste-klumme i et dameblad.

Så var der selvfølgelig Kristeligt Dagblad og Kristelige Lytter- og Fjernseerforening. Men de havde med deres navne placeret et kors på taget, og blev derfor kun besøgt af folk med særlig interesse for sagen. Mig har det altid forekommet mest interessant, når kirken er i medierne uden særlige kendetegn. Når kirken skal i medierne gælder det ikke om at for-kynde, men at for-midle, ikke om at over-sætte, men at om-sætte.

For resten var det pressen selv, der tog initiativ til, at kirken kom ind på min gamle arbejdsplads, Danmarks Radio, eller som det dengang i 20-erne hed: Statsradiofonien. Det var pressens folk, der sørgede for, at der blev transmitteret gudstjeneste i den spæde radio. Kirkens folk var imod. Og KLF var ikke opfundet!

I det hele taget må jeg konstatere, at det jeg kender bedst til, de elektroniske medier, har haft et langt bedre forhold til kirken, end det kirkelige rygte normalt fortæller. Danmarks Radio mødte kirken og dens budskab med positiv særbehandling. Og min erfaring siger mig, at det ikke er kirkens skyld. Eller for sen sags skyld til kirkens fordel.

Hvad ville der dog ikke være sket af skade, hvis man havde gjort som kirkens folk ville det? Først på det seneste er præster og kirkefolk begyndt at forstå, hvad det vil sige at skifte platform, som det hedder i dagens mediesprog. Det er det med at omsætte, der er sagen. Når kirken er i medierne, er det fordi medierne mener, at kunderne er fælles. Men måden, vi er fælles på, er forskellig. Jeg fik i 1974 ansvaret for to gudstjenester i radioen hver søn- og helligdag.

Det varede ikke længe, før jeg forstod, at det var galimatias med to gudstjenester. Jeg foreslog noget andet i stedet for den ene af dem. KLFs formand gjorde hvad han kunne for at forhindre, at det unge menneske fik sin vilje. Min ugudelige chef tænkte derimod professionelt, og vi fik således søndag morgen mulighed for at lave et samtaleprogram om os selv og det vi tror på. Det var ikke en elektronisk kirke, en sådan tror jeg ikke på, men det var (og er, for det eksisterer stadig) et program, der viste hen til kirken og dens gudstjeneste. Et brev fra dengang står stadig for mig som udtryk for det rette forhold mellem kirke og medier: ”Jeg er ikke religiøs, kunne ikke drømme om at gå i kirke, men jeg sætter vækkeuret til kl. 8 søndag morgen for at høre, hvad I i en åben og ligefrem form har at sige om det med tro,” skrev lytteren. Havde vi sendt en gudstjeneste, ville pastoren have talt for døve ører. For pointens skyld kan jeg ikke undlade at tilføje, at programmet stadig er det mest aflyttede på Program 1!

Jeg var ansat i Danmarks Radio som fagmand på lige fod med andre programmedarbejdere og var medlem af kulturredaktionen. Det var en god ordning, som også bekræftes af internationale erfaringer. Kirken skal ikke have sine egne folk placeret i medierne, men, så længe det er muligt, være en del af en almindelig medie-helhed.

Dengang var der en slags fælles overenskomst mellem kirken og medierne omkring det kirkelige. Religion var kristendom. I det daglige blev jeg kaldt kirkelig medarbejder, og ingen stillede spørgsmålstegn ved, at sådan en havde et positivt forhold til den sag, han skulle formidle. På en måde var kravet om objektivitet ophævet.

Men globaliseringen, den snart gammeldags ny-religiøsitet og den stigende indvandring af mennesker med anden tro har betydet, at kristendommen har fået en anden status i dagens medier. Det nye er altid det spændende for medierne, og derfor er det egentlig en naturlig konsekvens, at man ikke længere taler om en kirke-redaktion men om en tros-redaktion. Det har skabt store og nye udfordringer, som kirken knapt har opdaget.

Dertil kommer at i hvert fald DR nærmest har afskaffet begrebet fag-medarbejder. Alle skal kunne alle ting. Hvilket meget let fører til, at ingen kan nogen ting. Sådan rigtigt. Det er desværre en almen udvikling i medierne, som vi skal holde øje med. Udfordringen bliver større grundet det faktum, at chefredaktioner af enhver art nu om dage blander sig i alle detaljer. Naturligvis har en sådan ikke mulighed for at være vidende om alle programmernes emner.

Historien lærer os, at kirken i medierne har bedst af at være i faglige, professionelle hænder. Før var problemet mest kirkens. Nu er der meget der tyder på, at det er medierne, der skal holdes i ørerne. Det farligste for kirken nu er, at sagen bliver afhængig af folk, hvis forhold til tro stammer fra en bedstemor, der gik i kirke. Ingen sag tåler usaglig og ufaglig formidling.

I 80-erne og 90-erne var religion i medierne noget, der foregik i et hjørne af arenaen. Men dér i nichen kunne man til gengæld arbejde frit og uafhængigt, hvilket naturligvis lagde et stort ansvar på medarbejderne. Det får mig til at konstatere, at det væsentligste vi nu om dage kan gøre fra kirkens side i forhold til pressen er, at sørge for, at unge med viden om og kærlighed til kirken opfordres til at dygtiggøre sig i medieverdenen. Tiden for positiv særbehandling er forbi.

Tiden er også forbi, hvor det er gratis. Alle medier er overtaget af kapitalen, mange af dem er en del af underholdnings-industrien. Det betyder, at kirken bliver nødt til at satse både folk og penge, hvis den fortsat vil være med. de seneste tiltag rundt i stifterne er for intet at regne i den sammenhæng. Den glade amatørismes tid er også forbi.

Måske ligger fremtidens medie-muligheder bedre til for kirken og dens budskab. Hvorfor sende en gudstjeneste på landsdækkende TV, når den lokale gudstjeneste kan streames eller podcastes. Er det for avanceret, kan en DVD fra sognets gudstjeneste bringes ud til dem, som måtte ønske det. Det ville oven i købet medføre menneskelig kontakt. Gudstjeneste i TV er i sig selv et teologisk  problem, idet medierne gør os til tilskuere. Find en gospel-kanal i TV-pakken og bliv advaret!   

Hvis ellers det er rigtigt, at religion er kommet ind fra kulden (eller ringhjørnet), så tror jeg ikke det betyder, at forholdet mellem kirke og medier bliver bedre eller nemmere. Nærmest tværtimod, for nu vil alle være med. Selv Politiken har fået en kirkelig medarbejder!

Tro og tvivl

Hvordan vil du beskrive din tro?
Som en gave. Jeg har fået den gratis og uden egen fortjeneste. Jeg fik den af min far og mor. Da jeg var tre uger gammel sørgede de for, at jeg blev døbt. Siden har jeg været et kristenmenneske, et af Gud elsket menneske.

Min tro er først og fremmest tillid. Tillid til livet. Tillid til mine medmennesker. Og til mig selv, det som vi med et negativt ladet ord plejer at kalde selvtillid. Men det er ikke det samme som at være selvglad. Når Gud elsker dig, så kan du vel også selv være glad for dig, det manglede da bare andet. Og det gi’r en hel del arbejdskraft!

Det hænder, at jeg skuffes. På alle tre punkter. For 8 måneder siden var jeg hjertedød i 8 minutter. Men Gud og en hel hær af hans ”sundhedsfaglige engle” ville det anderledes. Jeg er et mirakel. Det var jeg også før det skete. Og det ville jeg også have været, hvis jeg ikke havde kunnet fortælle dig det her nu. Et kristenmenneske er altid i Guds hånd, hvad enten han lever eller dør.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomsland?

Det land lå på tredje sal i Den sorte Firkant i København, ikke en udpræget frodig jordbund for kristentro. Men far, mor og fire børn var indvandrere fra den gode muld i den jyske missions-mark. Far skulle arbejde i Herrens Vingård ( Blå Kors!). Ud over 4 værelser og en kakkelovn havde vi et ”kristeligt klaver”, som mine forældre på alle måder lærte mig at spille på. Der var bordbøn. Ikke altid lige nemt, når man havde en klassekammerat med hjem til middag. Der var ´Nu lukker sig mit øje´ hver aften og sang fra De unges Sangbog hver søndag aften. Der var kirke- eller søndagsskolegang hver søndag. Men så vidt jeg husker, var atmosfæren aldrig trang eller præget af tvang. I de nitten år jeg boede under mine forældres tag mindede de mig dagligt i ord og gerning om tros-gavens indhold.

Det betyder ikke, at jeg er en kopi af dem. De var politisk borgerlige. Det er jeg ikke. Ingen af dem havde røget eller drukket alkohol, det har jeg. Far kunne ikke lide Osvald Helmuth. Det kan jeg. Mor var et ydmygt og arbejdsomt menneske. Det er jeg ikke. Men jeg har brugt det meste af mit liv på at finde ud af, hvordan jeg i taknemmelighed til dem, kan gi’ gaven videre på min måde.

Hvad har udfordret din tro?

Det er lige før jeg må blive dig svar skyldig. Overskriften er Tro&Tvivl, javel. Men jeg har aldrig været grundlæggende i tvivl. Selvfølgelig er jeg i skiftende grad tillidsfuld over for livet og dets mennesker, jævnfør det jeg forstår ved tro. Men tvivlen bliver sjældent til mere end eftertanker, sådanne som er sunde og gode for at holde troen i live.

Desuden er jeg uforstående over for, at det skulle være særlig fint at tvivle. Nogen siger, at det er bedst at søge, at være på vej. Og at det værste, man kan være, er at være nået frem. Som så ofte er det den menneskelige praksis og udformningen af ideerne, der volder ballade. Mennesker, der er sikre på deres frelse, af hvilken art den end er, kan være ulidelige. De ved bedre, og skal nok sørge for at gøre dig opmærksom på det. Så du kan blive sat på plads. Og de beholde deres sikkerhed.

Jeg har hørt, at ordet frelse skulle have at gøre med ordet fri-halse. Når slaven blev frigivet, fik han fjernet jernringen om sin hals. Hun blev fri-halset, frelst. Det er en væsentlig pointe, at en sådan frelse sker ganske uforskyldt. Der er den igen, gaven!

At jeg er et frit menneske, fik jeg første gang at vide, da jeg blev døbt. Sidst jeg hørte det, var i søndags i Frederiksberg kirke. Frikendelsen har jeg slidt godt på hele ugen. Jeg må af sted igen på søndag.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Det har mit stadige møde med troende mennesker. Far og mor og alle mit livs andre trosvidner.De var tro. Fader Martin i Sydindien. Han levede sin tro i politisk, social handling blandt det djævelske kastesystems allernederste. Egon Nielsen. Han fortalte os troens historier med humor, bid og samfundsmæssig indignation, så vi fik mod til at rejse os og forsøge at rejse andre. Og så er jeg stærkt formet af alle de timer, jeg har tilbragt med sang og musik. Salmer, sange og viser kan, når de er bedst, sige det, der skal siges om livet. Når ordene får melodi, går de til hjertet. Bare se efter i Salmebogen, Højskolesangbogen og Lystige Viser.   

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Forskel i forhold til hvad? For øvrigt er ordet livsanskuelse ikke et af mine yndlingsord. Jeg tror, at Gud har sendt sin Hellige Ånd til hele verden. Ganske uden forskel. Gud er hos os både i møget og i det renvaskede. I møget for at hjælpe os med at holde det ud, i det renvaskede for at glæde sig sammen med os. Når du tror, at du lever i et hjørne af Guds Rige, så gælder det om i hverdagen, sammen med mennesker af god vilje, at gøre dit til, at Rigets indhold af retfærdighed, fred og glæde folder sig ud. Og så lidt som muligt hæmmes eller forhindres af os.

       

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Jeg er ikke god til at huske og skal have tingene gentaget. Det har sine fordele, for så kan jeg blive ved med at se Inspector Morse, fordi jeg har glemt hvem morderen er og kan i stedet koncentrere mig om at nyde fortællingen. Lidt på samme måde har jeg det i forhold til livet. Det kommer mig i møde friskt og uprøvet. Og når nogen siger noget begavet eller overraskende, fylder det i øjeblikket. Der er vist en eller anden, der har sagt, at man skal leve i dag med bevidsthed om i går, for at kunne forme i morgen. Det synes jeg er rigtigt!    

Hvordan vil du beskrive dit religiøse tilhørsforhold?

Jeg ser ikke mig selv som religiøs. Jeg får røde knopper, når jeg møder selvoptaget spiritualitet og demonstrativ religiøsitet. Til gengæld holder jeg meget af gedigen liturgi og tros-praksis.Jeg er ikke medlem af nogen tros-forening og holder af at mene, at jeg sorterer direkte under Vorherre. Men skal der formler på, så er jeg vel økumenisk lutheraner. Og medlem af folkekirken. En kirke, som jeg for øvrigt mener, er i alvorlige vanskeligheder. Både fordi mange af foretagendets ansatte er for udygtige, men især fordi politikerne i øjeblikket ødelægger for meget.

Tale ved dåbsgudstjeneste i Helligtrekonger-tiden       

Det er farligt at gå i kirke. Og i dag er den helt gal. Ikke bare fremturer kirken med julens påstand om, at det mindste er det største. Julen siger, at Gud, den største af alt, har været som den mindste, et barn! Gud har fået menneskelivet ind med modermælken! Hvilken uhyrlig påstand i en verden, hvor religion handler om at finde en gud, der er stor, og stærk og lydig, og som man kan bruge til noget.

I dag fortsætter kirken med at vende alting på hovedet. I dag får vi ikke alene at vide, at Gud har været et barn. Dagens historie hævder, at Guds rige kun er for børn.

Guds rige begyndte som en have. Paradisets have. Hvor alt var som det skulle være og mere til.

Men mennesket ville mere. Vi gjorde oprør og gled i æblet. Lige siden vi blev sat på porten, har vi og Den store Gartner haft en gensidig længsel efter hinanden og det, der engang var vores fælles liv og de glade dage i den have.

På et tidspunkt blev det Gud for meget. Fordi Gud var ude af sig selv af kærlighed til denne besynderlige jord og dens syndige mennesker, glemte han, at han – med rette – var vred på os.

Gud gik i sin mor. Thi således elskede Gud verden, at han blev med barn. Gud forlod sin sikre, ophøjede herlighed, det vi i mangel af bedre ord kalder Himmelen, og blev som et barn!

Sikke en nedtur: Fra Gud til baby! Fra himmel til jord, af bar kærlighed!

For den normale religiøse tanke er det en umulighed, at Gud kan være som et menneske.

Det modsiger alle vore forestillinger. Min far er stærkere end din far! En Gud, der er et lille barn?!  Hvad er det for en Gud??

Svaret er, at det er kærlighedens Gud. Et barn er frugten af kærlighed. Barnet rummer i sig kærlighedens mulighed. Og et barn kan på en mærkelig måde få kærlighedens gerninger frem i selv det goldeste og koldeste menneske.

Det paradoksale ved kristentroen er, at man skal være som et barn, for at kunne forstå, at der ikke er noget at forstå. Det eneste man skal, er at tage imod. Lige præcist det, som børn er verdensmestre i.

Børn er kære, det er alle enige om. Og det bliver vi ved med at mene, selv om børn er besværlige, De skal ha’ opmærksomhed og kærtegn og det har vi ikke rigtig tid til. Så vi afleverer dem til fagfolk i dagtimerne. Og i resten af tiden står vi selv på hovedet for at passe dem op og passe på dem. Børn er livets gode gave.

På Jesu tid var børn slet ingenting, de var ikke engang mennesker. De befandt sig i en ventesal, hvor de måske – for dødeligheden var kæmpehøj – engang blev det, de skulle være, nemlig voksne.

Derfor er det i dobbelt forstand oprørende, at Jesus siger: Lad de små børn komme til mig….

Det er endnu et eksempel på Jesu opgør med almindelig menneskelig tænkning og opførsel.

Bemærk: Han sagde ikke, at man skal opføre sig som et barn. Barnagtigheder af enhver art er langt fra at være adgangstegn til Guds rige. Nej, pointen er børns evne til at tage imod. Måden de modtager på. Eller sagt på en anden måde: Det faktum, at børn KUN kan ta’ imod, det er den evne, eller rettere altså den mangel, der gør dem guddommelige!

Historien om Jesus og børnene er altså det modsatte af sentimentalitet. Jeg beklager meget, men der er ingen leverancer at hente hos Jesus til opbyggelse af tidens almindelige børnepyssenysseri. Nærmest tværtimod. Betingelsen for adgang til Guds Rige har INTET med børns påståede uskyldighed at gøre, men det er på grund af alle barnets mangler og alle barnets behov, at barnet er den himmelske rollemodel. Barnets totale hjælpeløshed og barnets totale afhængighed af omsorg, DET er adgangstegnet.

Barnet hviler trygt i, AT man får. Mad, drikke, omsorg og kærlighed. Uden bekymring. Uden videre. I tillid til livet og i tillid til den eller dem, der gi’r hvad der er brug for.

Vi andre, vi voksne, vi mener alt for ofte, at man skal gøre sig fortjent til, det man modtager. Vi lever efter gengældens lov. Straf for forbrydelse, venlighed for venlighed, invitation for invitation, afvisning for afvisning og gave for gave.

Vi har frygtelig svært ved at forstå, at Gud er forudsætningsløs og betingelsesløs i sin kærlighed til os. Men glem al religiøs præstationsangst og moralsk ”go’-nok-hed”. Kun barnets ubekymrede, uoverlagte og helt igennem tillidsfulde tagen imod er kvalifikation. Pointen er, at der ingen kvalifikationer skal til!

At blive døbt er en begivenhed, der sprænger den gamle verdensorden. Dåben er en alliance mellem Gud og mennesket, et totalt brud på al verdens partivæsen med dens snak om lov og orden og regler og op og ned og rettigheder og krav og selvoptagethed.

Det er en alliance, der har spædbarnet som idol. ”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det!” sagde Jesus. Fuldstændigt urimeligt og totalt verdensomstyrtende er det. Gud er som din far og mor. Og forholder sig til dig, som din mor og far forholder sig til dig.

DU kan godt vende dig fra dine forældre. Og ikke ville vide af deres kærlighed.  Men du kan ikke forhindre dem i at elske dig. Hvad du end gør, så er du dog deres barn.

Sådan også med forholdet mellem dig og Gud. Hvor du end er. Og hvordan du end er. Gud har adopteret dig. Det kan DU måske nok løbe fra. Men HAN vil aldrig løbe fra det. Gud gør sig til. Han ønsker at gøre dig til sit barn.

Det hele begynder med Guds urimelige, uretfærdige og ubetalelige kærlighed, Alle begreber om rimelighed og retfærdighed, aftjenelse og optjenelse i religionernes opføre-sig-pænt-verden ophæves af den kærlighed. Det forholder sig nemlig sådan, at kærlighed ikke er en følelse men et forhold. Kærlighed er en måde at forholde dig til hinanden på. Kærlighed er holdning og handling.

Det, du er i Guds øjne, det er ikke det, du kan præstere eller ikke præstere, alt det er ingenting. BEGGE DELE er ingenting, såvel på debet- som på kredit-siden. Det er det, der er befrielsen.

Det eneste, vi kan og skal gøre i forhold til det, er at tage imod. Det JA, som gudmor på barnets vegne om lidt skal sige, det er et JA TAK. At blive døbt er at sige ja tak til og tage imod Guds kærlighed. Den bedste måde at sige tak på er at bruge resten af sit liv på at leve af og i den kærlighed. Dåben er begyndelsen på et livslangt kærlighedsforhold. Og kærlighedens frugt er kærlighedens gerninger. 

Vi døber fordi vi har tiltro til Gud. Tro er ikke noget man HAR, tro er noget man ER. Det gælder om at VÆRE tro. Hvad skal vi være tro? Livet … ganske enkelt! Livet er det, vi har fået forærende. Når det kommer til stykket har vi ikke andet, end det vi har fået forærende, ganske uden egen indsats og egen fortjeneste.

Barnedåben er indgangen til den forståelse af verden. Dåben er en huskeseddel, der for altid minder dig om, at du ikke er dig selv og slet ikke dig selv nok.

Det udtrykkes i dåben tydeligt, når jeg – ligesom cowboyderne i filmene brændemærker kalvene – mærker barnet med korsets tegn… ”så alle kan se, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus!” som det hedder med de gamle ord. Det er sådan set barske sager. At blive døbt er at blive en andens. Det døbte menneske er ikke sig selv! Det døbte menneske er Guds elskede barn.

Til lykke med, at I forældre har valgt, at det tilbud skal gælde jeres barn. Til lykke med, at I på jeres barns vegne tager imod Guds kærlighed.

Amen

En gammel kirkegængers ønskeseddel                           Kronik Politiken 27. august 2018                          

Jeg har været kirkegænger hele mit liv. Mine forældre bar mig ind i Skjern kirke, da jeg var 3 uger gammel, Her begyndte jeg mit liv som kristenmenneske. Nu har jeg så i 75 år tilbragt langt de fleste søndage i menighedens forsamling.

Mens jeg venter på endnu engang at blive båret ind i kirken, denne gang til min sidste gudstjeneste på denne jord, er jeg begyndt at systematisere det, jeg synes de 75 år har lært mig angående den gudstjeneste, jeg holder temmelig meget af. Men jeg må med årene konstatere, at der er en del jeg gerne så var anderledes.

Jeg har et stille håb om at noget nu vil kunne ske. Biskopperne har nemlig nedsat tre faggrupper, der skal samle op på gudstjenestens indhold som oplæg til en debat.

Jeg har haft alle de embeder der skal til, for at man kan holde gudstjeneste. Jeg har været klokker, graver, kirketjener, rengøringsassistent, kordegn, kirkesanger, organist og præst. De seneste år har jeg passet menighedens væsentligste funktion, nemlig det hellige, almindelige kirkebænke-embede.

Jeg har deltaget i gudstjenester i mange, meget forskellige kirker.

I mine 15 år som ansvarlig for Danmarks Radios gudstjenestetransmissioner blev det vel til omkring 25 forskellige kirker om året. Jeg kender Danmarks kirker indefra.

Jeg har ofte spekuleret på, hvorfor vi gør som vi gør. Det der med et græsk ord hedder liturgi. Det betyder noget i retning af offentlig tjeneste. Men  hvis alle Guds børn skal kunne være med. så skal  der være faste regler. Jeg er så glad for, at præsten ikke behøver at stå på hovedet og danse can-can for at fange menighedens opmærksomhed.

Jeg har konstateret, at reglerne, ritualerne, har det med at stivne, eller gro til med mos, sådan at meningen ikke længere er tydelig. Vi har trods alt holdt gudstjeneste i 2000 år. Der er sket et og andet undervejs.

Jeg studerede teologi i det meste af 60-erne. I teori og praksis blev liturgien mit studieobjekt og min lyst. Katolikkerne var på den tid på vej med væsentlige ændringer af messen, og vi lod os inspirere. Vi afprøvede og udvekslede vores ideer på kryds og tværs af sogne og byer. Vi lavede noget vi kaldte Værkstedskirken, De “voksne” kirkefolk syntes det var fint at vi havde fundet en sandkasse at lege i. Så havde de fred for os så længe.

Efterhånden var der tre forhold, der mere og mere tegnede situationen for os

1. Vi opdagede, at historisk viden er en befrielse. Det forholder sig nemlig sådan, at tradition er en lumsk rettesnor. Ordet kommer af det latinske tradere, og ud over det med at videreføre fortiden, så kan ordet også betyde at forråde. At være tro mod traditionen er ikke nødvendigvis at gøre lige som de gamle. For vores verden er ikke som de gamles. Måske er det nødvendigt at gøre det anderledes.   

2. Vi opdagede, at kirkebygningen og dens indretning er afgørende for den måde vi holder gudstjeneste på. Langt de fleste kirker er indrettede enten som oldtidens kejsers audienssal, eller som en teatersal. På scenen agerer de optrædende. Og vi tilskuere ser på. Ofte på stor afstand. Og skulle vi finde på at synge med, så er nærmeste tilhører nakkehårene  på den foran siddende. Sjældent ser vi hinanden i øjnene. Vores gudstjeneste er et overfrakkefællesskab.

Vi opdagede, at anderledes indrettede kirkerum giver mulighed for anderledes liturgi. Alteret kan komme fri af bagvæggen og blive det bord, liturgien egentlig har brug for som rekvisit.

3. Vi opdagede, at det er vigtigere hvad vi gør, end hvad vi siger. Liturgien – den fælles tjeneste – lever af sammenhængen mellem det vi siger og det vi gør. Men vi interesserer os næsten udelukkende for det vi siger. Ordet, der blev kød, men blev hurtigt ord igen.

Det drejer sig ikke om at hitte på noget nyt. Og slet ikke for at lokke inden for. Det drejer sig om at gøre det gamle nyt. En central kristen tanke.

Her kommer så et uddrag af den gamle kirkegængers ønskeseddel. Tegnet med bred pensel.

Afskaf præstekjolen.. Den danske folkekirkes præster er – stort set – de eneste der bruger den  Præstekjolen var borgerskabets søndagstøj i 16 -17 hundredtallet. Også borgmesteren og bageren bar den. Den spøjse krave er for øvrigt en hagesmæk til at tage pudderet fra parykken. Men da borgerskabet tog noget mere behageligt tøj på, beholdt præsterne den sorte kjole. Når noget bliver gammelt, bliver det religiøst, det bliver noget særligt Det ærgrer mig.

Ritualbogen taler om rette præsteklæder. Der menes ikke præstekjolen. men derimod den hvide kjortel, albaen, og messehagelen. For øvrigt er præstekjolen aldeles upraktisk. Kold om vinteren, Varm om sommeren. Der findes mange udmærkede alternativer rundt om i kristenheden, for selvfølgelig skal præsten have en uniform, så det private tøj ikke distraherer.

Afskaf indgangsbønnen. I den klassiske messe begyndte gudstjenesten med at præsten bad en såkaldt trinbøn, mens han gik op til alteret, hvor han bad Gud om vi måtte begynde forfra igen, trods alt det der siden sidst var gået galt. Luther omskrev bønnen  til en salme. Af dybsens nød o Gud til dig vort bange råb vi vender. Den sang menigheden hver søn- og helligdag i 100 år. Så kunne man ikke mere. Der var bl.a. skrevet nye salmer med en noget lysere tone. Men pietisterne mente at det også kunne blive FOR lyst.  I 1680-erne indforskrev man derfor en bøn fra Tyskland. Tre hovedsætninger fordelt på 90 ord. Som kun tysken kan det. Men da kun få kunne læse, måtte degnen lære folket den ved at læse den højt. Indtil den sad fast. Men vi er åbenbart tungnemme. For på søndag læser degnen den igen.. Nogle steder med de gamle ord. De fleste steder med nye. Præsters hittepåsomhed er stor. Men det ændrer ikke på, at den er en misforståelse. Igen engang: Vi er den eneste kirke i kristenheden, der begynder gudstjenesten sådan. Der findes i det internationale liturgiske landskab mange udmærkede alternativer for at indlede gudstjenesten på.

Afskaf salutationen. Det betyder hilsen og er det første pastoren siger. Det opfattes som et goddag. Det er i den klassiske messe en slags jingle. Oprindelig anvendt 7 gange.nigheden skulle have nogle holdepunkter, for at kunne følge med. De forstod ikke de latinske ord.

Den indgår i gudstjenestens indledning. Hvis vi regner præludiet (forspillet) og den første salme med, er der fem begyndelser af gudstjenesten.

Den femte indledning er en bøn, kollekten. bøn. Der findes en række gamle og meget smukke, almene bønner. Samt en række, skrevet af en af Luthers medarbejdere, men de er oprindelig bønner EFTER en lang prædiken og henviser til bibelteksten og prædikenen. Anvendt i begyndelsen af gudstjenesten, hvor de fleste intet ved om tekst og tema, er de udtryk for en kirkelig indforståethed, som er typisk, men ligegodt forkert.

Mange præster anvender nyskrevne bønner. De har oftest det problem, at de mere er digte end bønner. Desuden skæmmes de af, at de kommer til at fortælle Gud noget,  han godt ved i forvejen. I det hele taget skal vi passe på ikke at overfylde gudstjenesten med bønner. Især pastorens private af slagsen. Det er jo fælles tjeneste!

Fjern dåben fra højmessen. Det er en moderne opfindelse. Både  dramaturgisk og folkeligt er den gal. Dåben har aldrig været en del af højmessen,  Lige som vielsen er den en såkaldt kirkelig handling. Grundtvig blev døbt hjemme, Kierkegaard en fredag formiddag i Helligåndskirken. Ellers blev børn i 1800-tallet døbt EFTER højmessen om søndagen. De  uægte børn dog først, når de andre var gået hjem. Vi har som kirke historisk set meget at skamme os over.

Dåbens placering i selve højmessen er ikke mere end 130-40 år gammel. Det var Grundtvig der fandt på at dåben også var et anliggende for menigheden. Under enevælden var dåb en borgerpligt og alene en familiebegivenhed.

Den gudstjenstlige trosbekendelse er historisk set den nikænokonstantinopolitanske bekendelse. Luther omsatte den til en salme, som blev sunget hver søn- og helligdag indtil midt i 1700-tallet, Så holdt man op med at synge faste salmer, herunder  denne. Og den danske højmesse var uden nogen form for trosbekendelse, indtil de grundtvigske i slutningen af 1800-tallet tog den  med op på prædikestolen. Men det var dåbs-bekendelsen de valgte og desværre  glemte de, at forsagelsen IKKE hører med  Den er den sidste rest af oldkirkens forskellige former for dæmonuddrivelse inden selve dåben.

Vi er – igen engang – den eneste kirke der indleder trosbekendelsen med forsagelsen. Måske fordi vi har mere brug for at forsage djævelen end andre!. Men den er altså en misforståelse.

Vi er den eneste kirke, der har dåb ved en højmesse, sådan stort set. Alternativet er særlige dåbsgudstjenester, hvor dåbsmenigheden slipper for at skulle opleve sig som udenforstående statister i en forestilling, de ikke har ønsket at deltage i. Til ærgrelse for både  dem og for søndagsmenigheden.

Særlige dåbsgudstjenester har jeg mange og kun positive erfaringer med. De burde være en folkekirkelig forpligtelse. Så kunne vi samtidig arbejde med at finde nye ydre udtryk for dåbens indhold. De tre håndfulde vand udtrykker ikke  dåbens mening  klart nok. Den var klar og tydelig den gang man dyppede barnet helt ned i vand – dyppe og døbe  er det samme ord. Alle vandets symbolske sider var tydelige, det opfrisker og det renvasker, ud over at det på en gang er både livsnødvendigt  og dødsensfarligt.                      

Efter den livsfornyende ceremoni fik barnet den hvide kjole på. Et klart og tydeligt symbol. Nu har barnet den på fra begyndelsen. Det dramatiske symbol er væk.

Afskaf Den apostolske Velsignelse. Den giver ingen liturgisk mening. Og den tager glansen af den senere så stærke Aronitiske Velsignelse.  Den dukkede op efter  prædikenen på den tid, hvor de grundtvigske tog alt med op på den ophøjede talerstol. Gudstjenesten var ord. Oftest var der ingen nadver. Det er først vores nuværende ritualbog, der har den med som en fast del af enhver højmesse. Og tak for det!

Afskaf ordet nadver. Sammen med  tyskerne er vi de eneste, der kalder  Herrens Måltid for aftensmad. Vi bruger oven i købet vore oldeforældres ord. Ganske vist skete nadverens indstiftelse ved et måltid om aftenen. Men det er ikke pointen. Det bliver ikke spor bedre, hvis vi siger altergang. Katolikkerne kalder det fællesskab – communion. De ortodokse siger eukaristi –  taksigelse. Vi bruger tomme ord. Jeg bliver så sorrigfuld,

Herrens Måltid er nemlig højdepunktet for mig, også selv om det vi gør ved nadveren for mig er gudstjenestens største misforståelse. Da Jesus om-tydede det jødiske påskemåltid – jødernes juleaften – gav han et genialt tegn til sine disciple og os, der skal have alting ind med skeer.

Det var et særligt brød, Jesus brugte. Massot kaldet. Det er stadig jødernes påske-brød. Ugæret, til minde om begivenhederne ved deres befrielse fra Egypten. Det ligner det store runde knækbrød, som svenskerne laver. Brødet er mig, sagde Jesus, Og jeg bliver en del af jer, når I spiser det. Som den syvårige sagde det, efter at have deltaget i nadveren ved en børnegudstjeneste i Filips kirke: `Nu går jeg hjem med Jesus i maven`. Amen. Ved nadveren bliver vi i god forstand sammenspiste med såvel Jesus Kristus som med hinanden ved at få del i det ene brød.

Men i stedet får vi hver for sig en besynderlig kiks med et krucifiks på, igen noget særligt religiøst, ofte tør og næsten uspiselig. En dyb betydning er ødelagt. Det er blevet til et privat foretagende, uden det oprindelige stærke udtryk for fællesskab.

Min gamle kirkehistorie-professor Torben Christensen mente, at oblaten – ordet betyder det som bæres frem`- kom ind i billedet, da samfundet i 1100-talet skiftede fra bytte-økonomi til penge-økonomi. I stedet for at have brød og vin med hjemmefra, som menigheden fik igen i nadveren, så samlede man penge ind – det såkaldte offertorium. Således forsvandt sammenhængen mellem det daglige og det særlige. Indtil en kvik person fandt på at forme et lille brød som en mønt. Men derved gik en væsentlig pointe i handlingen tabt.

Og det med vinen. Oftest en slap hedvin. En særlig kirkevin ligefrem. Igen privat, med de såkaldte særkalke i modsætning til det fælles bæger, som stort set alle andre kirker i kristenheden bruger. Jeg har ikke set nogen statistik der påviser, at andre kristne har større sygdomsfrekvens end danske lutheranere.

Desværre er det vigtigste symbol i nadverens vin vel nok umuligt for os at fange. Men for jøden ligger livet i blodet, derfor de særlige slagteregler. Og når Jesus siger, at vi skal drikke hans blod, er det udtryk for den jordrystende melding, at vi får del i hans liv.

Der er mange andre dele af gudstjenesten, jeg kunne nævne som udtryk for misforståelser. Men dette får være nok som den gamle kirkegængers ønskeseddel til fornyelse og forandring. For jeg vil så gerne være traditionen tro.

Det har været mit livs erfaring, at når det vi gør og siger er klart og tydeligt, så kan vi bedre forstå hinanden. Og for øvrigt er der ingen grund til at vi gør Helligåndens arbejde vanskeligere end det i forvejen er.